Gemt mellem bakkerne i den nordlige delstat af New York, ligger et Rosa Mystica-bedehus, der tiltrækker pilgrimme gennem en usædvanlig historie om Padre Pio og et kald, centreret om bøn for præster.
På området ved Rosa Mystica Bedehus i Edmeston, New York, står en hvid Honda Acura Legend fra 1986 under en overdækning. (Rosa Mystica House of Prayer)
Rosenkranse ligger hen over instrumentbrættet. Bønnekort er stukket ned mellem sæderne. Medaljer og andre andagtsgaver har samlet sig dér, hvor en passager måske engang ville have efterladt en kaffekop eller et par solbriller.
I nogle minutter bliver den aldrende bil til en skriftestol: En præst sætter sig bag rattet, mens den skriftende sidder ved siden af på passagersædet.
Bilen viser sig at være en del af en større historie, der ikke begynder i New York, men i Norditalien.
I 1947 berettede den italienske sygeplejerske og postulant Pierina Gilli om en række åbenbaringer af den salige Jomfru Maria i Montichiara i Italien. Ved én af dem viste Maria sig ifølge Gilli med tre sværd, der gennemborede hendes hjerte som symbol på lidelse og åndeligt svigt blandt præster og ordensfolk. I en senere vision var sværdene erstattet af tre roser – en hvid, en rød og en gul – som stod for bøn, offer og bod. Hun berettede om endnu en række åbenbaringer i 1966 i det nærliggende Fontanelle.
I juli 2024 fik den hengivenhed, der er knyttet til Gillis oplevelser og budskaber, et nihil obstat fra Troslæredikasteriet i Vatikanet. Dermed kunne den fremmes offentligt, men afgørelsen erklærede ikke de omtalte åbenbaringer for overnaturlige.
Det var dog gennem en anden italiensk kvinde, at denne fromhed til sidst fandt vej til den nordlige delstat af New York.
I 1975 fortalte moder Elena Leonardi, en åndelig datter af Padre Pio, at den velsignede Moder havde vist sig for hende som Vor Frue Rosa Mystica og ledt hende til en afsides bjergside i det centrale New York. Her tilbragte hun 40 dage med bøn, faste og tilbedelse.
Canadiske franciskanerbrødre begyndte at opføre et kapel på stedet i 1975. Det stod færdigt i 1985, men blev senere forladt som følge af økonomiske vanskeligheder og uenigheder.
Så kom Joe og Noreen Von Zwehl til.
Efter at have solgt deres succesrige virksomhed med rengøringsmidler nød Joe og Noreen i første omgang deres nye velstand. Men de besluttede snart, at de ville bruge den til at hjælpe de fattige og udbrede troen, fortalte deres datter JoAnne Von Zwehl.
Familien oprettede M.A.N. Foundation (nu kendt som Rosa Mystica Fonden), gennem hvilken de finansierede 47 katolske projekter i udviklingslande, herunder kirker, skoler, børnehjem, sundhedsfaciliteter, brønde og novicisehuse.
Det var dog ikke meningen, at Rosa Mystica skulle være deres næste mission.
Da et medlem af fondens bestyrelse i 2001 viste dem den forladte ejendom, forsøgte familien først at forære den væk.
Omtrent samtidig mente hendes mor ifølge JoAnne, at hun havde modtaget et budskab fra den salige Moder: »Dette er din mission fremover.«
Familien Von Zwehl beholdt Rosa Mystica. De restaurerede kapellet og området, fik den store Rosa Mystica-statue tilbage, efter at den var blevet fjernet fra ejendommen, og genopbyggede stedet til et forbønssted.
Joe og Noreen er siden døde, men JoAnne, der er kunstner, er nu administrerende direktør for Rosa Mystica.
I dag rummer den mere end 160 acres store ejendom hytter med plads til op mod 70 gæster, en sø, vandrestier, flere kapeller og St. Maria Goretti Relic Museum. Museet huser over 100 verificerede relikvier, som på de enkelte helgeners festdage fremstilles og bruges til messefejring.
Helligdommens mest bemærkelsesværdige attraktion er måske stadig den hvide Honda Acura under overdækningen – og den helgen, som nogle mener engang sad på passagersædet.
En blaffer klædt i hvidt
Historien om Acuraen begynder med Anthony Fuina fra Long Island, som mente, at han var blevet helbredt efter et usædvanligt møde en regnfuld eftermiddag i 1997.
Fuina var kort forinden blevet opereret for en stor svulst i tyktarmen og ventede ængsteligt på resultatet af en biopsi. Da han holdt for rødt, så han en skægget mand nærme sig bilen og bede om et lift. Fuina beskrev mandens tøj som en hvid bageruniform.
Under køreturen fortalte Fuina manden om sin sygdom. Den fremmede spurgte, om han måtte lægge hånden over det sted, hvor Fuina var blevet opereret, og bede for ham. Mens manden bad på et andet sprog, mærkede Fuina en intens varme og en elektrisk strøm gennem hele kroppen.
»Du er helbredt,« sagde manden til ham.
Senere samme dag fik Fuina at vide, at svulsten var godartet. Da han vendte tilbage for at få den resterende del fjernet, fandt lægerne intet, der skulle fjernes.
Tre år senere fik Fuina konstateret spiserørskræft i stadium 3. Mens familien bad for ham, tog hans datter Stacey til en bedegruppe. Her fik hun et lille kort med et billede af St. Padre Pio og besked på at give det til sin far.
Fuina kastede ét blik på billedet og brød sammen.
»Det er den mand, jeg samlede op på Hicksville Road,« sagde han til hende. »Det er ham.«
Oplevelsen og den anden helbredelse ændrede Fuinas liv. Han og hans kone, Barbara, begyndte at rejse verden rundt for at dele hans vidnesbyrd, og Anthony, der siden er død, begyndte at bede over de mennesker, som kom for at høre hans historie.
Denne tro førte til sidst familien Fuina til Rosa Mystica, hvor Anthony skænkede Acuraen. Den fungerer nu som en usædvanlig skriftestol, hvilket familien finder særligt passende på grund af Padre Pios berømte tjeneste som skriftefader.
»Det er så stærkt,« sagde Stacey til NCR. »Sikke en gave fra Gud, at man kan gå til skrifte i den bil, hvor Padre Pio viste sig for min far første gang.«
For Barbara er bilen en del af den større oplevelse ved Rosa Mystica, som hun beskriver som et sted »en håndsrækning fra himlen« oppe på bakken.
»Det er et smukt sted,« sagde hun. »Man rejser altid derfra med noget. Måske mangler der noget i ens liv, men man bliver fornyet med lige det, man har brug for.«
»Vor Frue lever her«
Acuraen er ikke den eneste genstand på Rosa Mystica, der er omgivet af beretninger om usædvanlige oplevelser.
Pastor Peter Ekow Kaitoo, en præst fra Ghana, som har tilbragt de seneste to somre på Rosa Mystica, fortalte, at han har været vidne til usædvanlige hændelser dér. Blandt andet så en statue ud til at forandre sig under bøn, hvilket fik en gruppe skolebørn på besøg til at gå til skrifte. Han så også følgerne af en brand, som havde beskadiget området omkring en anden statue, mens selve statuen var uskadt.
»Vor Frue lever her,« sagde han. »Når man kommer til Rosa Mystica, er man kommet til hellig jord.«
Betsey Baio, der har siddet i bestyrelsen i mange år, har hørt mange lignende beretninger. En af dem handler om en ven med alvorlig kræft, som fik olier fra helligdommen og nu har levet seks år længere, end lægerne forventede.
»Gud ske tak og lov,« husker Baio, at vennen sagde. »På grund af Rosa Mysticas forbøn tror jeg, at jeg stadig er i live.«
Men Baio er varsom med, hvordan sådanne beretninger omtales.
»Vi skal bruge ordet ›mirakel‹ med stor forsigtighed,« sagde hun og påpegede, at ingen af de omtalte mirakler med tilknytning til helligdommen er blevet bekræftet af Kirkens myndigheder.
I en e-mail, som blev delt med National Catholic Register, sagde biskop Mark O’Connell fra bispedømmet Albany – hvor Rosa Mystica ligger, selv om helligdommen hverken ejes eller drives af bispedømmet – at han ikke officielt anerkender de påståede mirakler eller helbredelser, der knyttes til stedet. Han forklarede, at selv om Rosa Mystica er »kendt og accepteret«, har stedet »ikke en sådan status i Kirken, at det kan tale på Kirkens vegne«.
Det betyder dog ikke, at biskop O’Connell afviser helligdommen.
Han kaldte stedet »fascinerende« og et »smukt, fredfyldt sted«, hvor mennesker »gør deres bedste for at følge Åndens tilskyndelser«.
»Det er et sted, der er 100 % åbent for Helligåndens tilskyndelser uden bispedømmets tilsyn,« sagde han. »Der er en smuk ånd på stedet, og når menneskene dér handler, gør de det af hele deres hjerte og sjæl.«
Ligesom sin forgænger skal biskop O’Connell efter planen fejre messe ved helligdommen på festdagen for Vor Frue af Rosa Mystica næste juli.
»Jeg glæder mig over, at de oprigtigt bestræber sig på at bede for præster og ordensfolk, og at præster og ordensfolk, som jeg har tillid til, føler sig draget af stedet,« sagde biskoppen. »Jeg tror virkelig, at der finder noget Gudgivet sted dér.«
For 26-årige Isabel Mendoza, som har besøgt Rosa Mystica, siden hun var barn, og nu arbejder frivilligt dér, er nogle af de mest slående øjeblikke mindre dramatiske.
Hun har set pilgrimme ankomme af forskellige grunde – nogle søger helbredelse, mens andre blot er nysgerrige – og fortalte, at deres indstilling ofte ændrer sig i løbet af et retræteophold. »Jeg føler, at når Vor Frue kalder, er man nødt til at svare,« sagde Mendoza. »Mange føler sig ganske enkelt kaldet af Vor Frue til at komme på besøg nu og da.«
Doug Barry, forfatter og vært på EWTN’s Battle Ready, kom til Rosa Mystica med et bredt sammenligningsgrundlag. Som katolsk foredragsholder gennem næsten fire årtier har han rejst vidt omkring til marianske konferencer, retræter og helligdomme over hele landet. Han har nu også ledet to retræter på Rosa Mystica.
»Det er et utroligt stærkt sted,« sagde Barry. Efter i årevis at have set »vidunderlige katedraler og smukke helligdomme«, hvor mennesker møder Gud, sagde han: »Rosa Mystica har et særpræg, som adskiller stedet markant fra alle andre.«
Derfor er budskabet stadig vigtigt
For Barry peger de usædvanlige oplevelser på Rosa Mystica i sidste ende tilbage på det, han ser som en fortsættelse af Fatimas indtrængende kald til omvendelse – og til bøn for Kirken og dens præster.
»Angrebet på præsteskabet er blevet så graverende,« sagde Barry. »Hvad står man tilbage med, hvis man svækker vores tillid til dem, der bringer os sakramenterne? Man mister udholdenheden i troen.«
Derfor er Rosa Mysticas særlige budskab ifølge ham »så afgørende netop nu«.
Von Zwehl mener, at lægfolket har det samme ansvar. »Man ville ikke sende en soldat i krig uden at give ham en skudsikker vest, et gevær og en hjelm,« sagde hun. »Vi kan ikke sende vores præster ud uden beskyttelse.«
For hende begynder denne beskyttelse med bøn: at møde op til messen nogle minutter før for at bede for præsten og for den prædiken, han skal holde, og at støtte ham frem for blot at kritisere ham.
Denne bøn er kernen i Rosa Mysticas karisme, og helligdommens beliggenhed synes at understrege den. Helligdommen ligger gemt i bakkerne nær Cooperstown, hvor National Baseball Hall of Fame and Museum har hjemme, og nås ad snoede veje uden nogen storslået indgang. Stedet opfordrer de besøgende til at lægge støjen bag sig og afsætte tid til bøn.
»Vor Frue har en gave, og det er måske ikke den gave, du kom for at lede efter,« sagde Von Zwehl. »Men hun lader ikke folk gå tomhændede derfra.«
For et sted, hvis budskab har bønnen som omdrejningspunkt, er det måske det enkleste mål for, hvad der sker dér. Pilgrimme kommer med deres bønneintentioner, deltager i messen, går rundt på området og beder – nogle gange i den hvide Honda Acura under overdækningen, hvor et ganske almindeligt passagersæde dannede rammen om det gådefulde møde, som mange tilskriver Padre Pio.
Besøg
For dem, der ønsker at besøge Rosa Mystica House of Prayer, fortsætter det almindelige program gennem oktober. Mandag til lørdag begynder tilbedelse og skriftemål kl. 11.00, efterfulgt af rosenkransen kl. 11.30 og messe kl. 12.00. Søndagsmessen er kl. 10.00, og der er mulighed for skriftemål kl. 9.00.
I denne weekend, 18.–20. september, afholder helligdommen sin årlige Padre Pio-retræteweekend med pastor Francis Vivacqua. Programmet byder på foredrag, bøn og fremvisning af et relikvie fra St. Pio af Pietrelcina.
Blandt de særlige arrangementer i oktober er Rosary Coast to Coast den 4. oktober og retræten »Come Holy Spirit« den 23.–25. oktober med Patrick og Joy Campbell fra Joyful Hope Missionaries som værter.
Helligdommens vinterprogram begynder i november. Festdage med fremvisning af relikvier, retræter og andre arrangementer er anført online.
Af Gigi Duncan · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
