I dag fejres hans liturgiske mindedag.
I det 20. århundredes kollektive erindring fremkalder skikkelsen Padre Pio da Pietrelcina straks billedet af ordensbroderen med stigmata, den utrættelige skriftefader og den troskæmpe, der kunne samle enorme menneskemængder og grundlægge betydelige værker som Casa Sollievo della Sofferenza. Men for fuldt ud at forstå denne helgen fra Garganos åndelige og menneskelige storhed må man gå tilbage i tiden og vende tilbage til hans rødder, til den plet i Sannio, hvor det hele begyndte: Pietrelcina.
Francesco Forgione – sådan lød hans dåbsnavn – havde en barndom, der allerede var præget af Herren og forankret i ham. Han blev født den 25. maj 1887 i en beskeden bolig i Vico Storto Valle og voksede op under meget beskedne sociale og økonomiske kår. Hans forældre, Grazio Forgione og Maria Giuseppa Di Nunzio (kærligt kaldet »Mamma Peppa«), arbejdede med jorden. De var næsten analfabeter, men rige på værdighed og en urokkelig tro. Det var netop i dette hjem, at den lille Francesco fik sin første indføring i troen: aftenbøn, regelmæssig modtagelse af sakramenterne og en oprigtig og ægte hengivenhed for Jomfru Maria og den hellige Frans af Assisi (navnet Francesco havde han naturligvis efter helgenen fra Assisi). Allerede som lille var Francesco eftertænksom og tilbageholdende. Han holdt af at være sammen med sine kammerater, men trivedes også, når han var alene. I den lille kirke i landsbyen trak han sig ofte tilbage, mens de andre børn legede.
De historiske fremstillinger og vidnesbyrdene fra helligkåringsprocessen er enige om, at de første ekstraordinære mystiske fænomener i hans liv fandt sted netop i barndommen. Som blot femårig oplevede Francesco i sognekirken i Pietrelcina sin første åbenbaring af Jesu hellige Hjerte. I åbenbaringen lagde Jesus hånden på barnets hoved og beseglede dermed et løfte om fuldstændig indvielse. Denne første oplevelse blev fulgt af hyppige syner af Jomfru Maria og hans skytsengel. Trods disse ekstraordinære oplevelser forblev Francescos liv fast forankret i en bondefamilies hverdag. Som alle andre børn på egnen blev han tidligt sat til at arbejde i markerne og vogte familiens lille hjord på landet omkring Piana Romana.
Francesco forstod straks, hvilken vej han skulle gå: Guds vej. Han ville vie sig til Herren i kapucinerordenen. Dermed stod familien over for en stor økonomisk hindring. For at kunne træde ind i klosteret skulle han nemlig have en grundlæggende uddannelse, som han manglede. Forældrenes beslutsomhed var urokkelig: For at finansiere sønnens undervisning hos en privatlærer valgte faderen Grazio at bringe det offer at udvandre. Han rejste først med skib til USA og siden til Argentina. Den bortrejste fars hårde slid var prisen for, at Francesco kunne blive optaget i noviciatet.
Så kommer den 6. januar 1903, festen for Herrens Åbenbaring. Og det, den unge mand oplever, er i grunden netop en åbenbaring: Som 16-årig træder han over tærsklen til klosteret i Morcone for at iføre sig den franciskanske ordensdragt og tage navnet Frater Pio. Det er den første station på en lang og til tider også krævende rejse.
Af Antonio Tarallo · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
