Den 23. september mindes den katolske Kirke den italienske kapucinerpræst, den hellige Pio af Petrelcina, der er bedre kendt som »Padre Pio« og huskes for sin lidelse, sin ydmyghed og sine mirakler.
Den 23. september mindes den katolske Kirke den italienske kapucinerpræst (kapucinerne er gren af francikanerne), den hellige Pio af Petrelcina, der er bedre kendt som »Padre Pio« og huskes for sin lidelse, sin ydmyghed og sine mirakler.
Manden, der senere blev kendt under disse navne, hed oprindeligt Francesco Forgione og blev født i 1887 som søn af Grazio og Maria. Forældrene fik syv børn, hvoraf to døde som spæde. De lærte de fem overlevende børn at udleve deres tro ved dagligt at gå til messe, bede rosenkransen sammen i familien og regelmæssigt gøre bod.
Allerede som barn havde Francesco besluttet at vie hele sit liv til Gud. Som tiårig blev han inspireret af en ung franciskansk kapucinermunks eksempel og sagde til sine forældre: »Jeg vil være en ordensbroder – med skæg.« Francescos far opholdt sig en tid i Amerika, hvor han arbejdede for at finansiere sin søns uddannelse, så sønnen kunne indtræde i ordenslivet.
Den 22. januar 1903 iførte Francesco sig den franciskanske ordensdragt for første gang. Han tog det nye navn Pio, en moderne italiensk form af »Pius«, til ære for den hellige pave Pius V. Fire år senere aflagde han sine højtidelige løfter, og i sommeren 1910 blev han præsteviet. Kort efter modtog han for første gang stigmata – Kristi sår, der viste sig i hans eget kød.
Ud over disse mystiske, men virkelige sår led Padre Pio også af helbredsproblemer, som tvang ham til at leve adskilt fra sit franciskanske fællesskab i de første seks år af sit præsteskab. I 1916 lykkedes det ham at genoptage fællesskabslivet i franciskanerklosteret i San Giovanni Rotondo, hvor han boede indtil sin død. Han varetog mange opgaver som åndelig vejleder og lærer og afløste for brødre, der var blevet indkaldt under første verdenskrig.
I 1917 og 1918 gjorde Padre Pio selv kortvarigt tjeneste i en sanitetsenhed i den italienske hær. Senere tilbød han sig selv som et åndeligt »offer« for krigens ophør og tog lidelsen på sig som en form for bøn om fred. Endnu en gang modtog han Kristi sår på sin krop. De skulle forblive hos ham i 50 år gennem en række verdensomspændende konflikter.
Mod hans eget ønske begyndte ordensbrødrenes ry for hellighed og de mirakler, der knyttede sig til ham, at tiltrække enorme menneskemængder. Nogle kirkelige embedsmænd fordømte imidlertid præsten og fik ham i 1931 udelukket fra offentligt tjeneste. Pave Pius XI ophævede forbuddet to år senere, og hans efterfølger, pave Pius XII, opfordrede til pilgrimsrejser til pater Pios kloster.
Padre Pio var kendt for tålmodigt at bære sin lidelse, for inderlig bøn og for medfølende åndelig vejledning. Han arbejdede desuden for at få oprettet et stort hospital, »Huset for lindring af lidelse«.
Padre Pio døde i 1968 og blev helligkåret i 2002. Tre år efter hans død udtrykte pave Paul VI i en tale til kapucinerordenen sin beundring for hans enkle og hellige liv.
»Omkring ham samlede der sig tilhængere fra hele verden … fordi han fejrede messen i ydmyghed, hørte skriftemål fra daggry til skumring og var – det er ikke let at sige – en, der bar vor Herres sår,« forklarede pave Paul VI. »Han var en bønnens og lidelsens mand.«
Af EWTN News · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
