Vi ser nærmere på »Det lille museum for sjælene i skærsilden«.
Et stenkast fra Vatikanet ligger et lille museum i en smuk gotisk kirke. Det rummer aftryk, dokumenter og ganske usædvanlige genstande. Det er »Det lille museum for sjælene i skærsilden«, en udstilling med vidnesbyrd, der skulle dokumentere, at skærsilden findes, og at de afdødes sjæle opholder sig dér. Museet har til huse i kirken Sacro Cuore del Suffragio på Lungotevere Prati. EWTN Vaticano har bedt pastor Walter Insero, som er medarbejder ved sognet, om at vise os rundt i denne enestående kirke.
Pastor Walter, fortæl os om denne kirke, der er viet til sjælene i skærsilden …
Kirken blev planlagt i slutningen af 1800-tallet af monsignore Victor Jouët, fordi der netop her lå et lille kapel. Han var Jesu Hjerte-missionær og stammede fra Marseille. En dag i 1897 udbrød en voldsom brand, som ødelagde det lille kapel. Alteret og en væg blev skånet, og på væggen stod et billede på mystisk vis aftegnet, antagelig i røgen. Det stod klart for ham: Det var en sjæl i skærsilden, der havde vist sig og bad os om at bede for sig og for de andre sjæle. Han grundlagde en bønsforening for sjælene i skærsilden, som senere blev anerkendt. På dette lille jordstykke mellem præstegården og en allerede eksisterende bygning besluttede han at opføre en kirke viet til Jesu Hellige Hjerte med det særlige formål, at der her skulle bedes for sjælene i skærsilden.
Og var det sådan, museet opstod?
Den franske missionær pastor Victor Jouët begyndte allerede i slutningen af 1800-tallet at samle vidnesbyrd om hændelser, hvor sjæle i skærsilden angiveligt havde vist sig for de levende og bedt om, at der blev bedt for dem. Derfor samlede han de genstande, som opbevares på dette museum, der er enestående i verden og kaldes »Det lille museum for sjælene i skærsilden«. Mange troende pilgrimme fra hele verden kommer, må jeg sige, for at besøge museet, fordi det rummer vidnesbyrd om sjæle, der har været i kontakt med de levende og bedt dem om forbøn.
Hvad var pastor Jouëts hensigt?
Pastor Jouëts hensigt var at samle vidnesbyrd, dokumenter, notater og billeder. Han var overbevist om, at Gud i særlige tilfælde kunne tillade sjælene i skærsilden at vise sig for de levende for at minde dem om betydningen af bøn for de afdøde. Pastor Jouët indsamlede vidnesbyrd fra hele Europa. Vi ser aftryk, aftryk på et bord, på et ark papir og på en nonnes arbejdsbord – et aftryk med et kors. Det er de aftryk, som pastor Panzini, en olivetanermunk fra Mantova, angiveligt efterlod hos en nonne i klostret i 1731. Det gennemgående tema i alle disse genstande er ild. Der er faktisk tale om aftryk, som er brændt ind og har efterladt mærker. Det skyldes, at ilden i traditionen er et symbol på skærsilden – ikke fordi Gud ønsker at brænde alt til aske, men fordi ilden renser og fjerner slaggerne.
Der er også de ti lire …
De ti lire-sedler vækker særlig opsigt på det lille museum. Det fortælles, at abbedissen, søster Maria Teresa di Gesù, i 1919 i San Leonardo-klostret i Montefalco hørte klokken ved portnerlogen ringe. Da hun gik hen for at svare, hørte hun en mystisk stemme sige, at den ville efterlade en almisse. I klostrets drejeluge fandt hun en pengeseddel på ti lire. Hændelsen gentog sig flere gange i de følgende måneder. Ved flere lejligheder blev der efterladt andre ti lire-sedler, uden at nogen fandt frem til den person, der kom med dem. Pengene var blandt andet en gave for en afdød præst, som åbenbart selv bad om, at der blev bedt for ham. Sådanne vidnesbyrd kan på den ene side forekomme os lidt mærkelige i dag. De kan måske ligefrem få os til at smile, fordi de virker naive. Men jeg mener, at det er vigtigt at forstå den historiske sammenhæng. Kirken reagerer på den omsiggribende esoterisme og især spiritismen. Det er Kirkens svar, for vi troende påkalder ikke ånderne, men beder for dem …
Kirken Sacro Cuore del Suffragio værner om et særligt minde: mindet om vores kære afdøde og det vedvarende bånd til de levende …
Det hjælper os til at forstå, at der er en forbindelse mellem de levende og de afdøde. Vores forhold slutter ikke på begravelsesdagen, når vi følger et menneske til graven. Nej, i de helliges fællesskab er vi forenet med de sjæle, som stadig er på vej, fordi de endnu ikke er nået til paradiset … Der bedes til stadighed. Mange kommer og beder os især om at bede for de glemte sjæle, som ingen måske længere beder for, fordi der ikke er nogen levende slægtninge eller andre pårørende, der beder for dem. Vi lægger derfor stor vægt på at bevare denne tradition. Som vi ser på maleriet på altertavlen, er det bønnen, der gennem eukaristiens offer stiger op til Gud og gør det muligt for disse sjæle, som befinder sig i ilden – i skærsildens renselse – at stige op og blive stadig mere lysende på deres vej mod paradiset.
Af Veronica Giacometti · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark





