De, der kendte ham, bruger uvægerligt det samme spanske ord til at beskrive den amerikanske missionær: »amigo«.
Når man besøger de steder i Peru, hvor Robert Prevost – nu pave Leo XIV – gjorde tjeneste, bruger alle, der kendte ham, uvægerligt det samme spanske ord om den amerikanske missionær: amigo.
Når peruanerne omtaler deres tidligere ungdomsgruppeleder, sognepræst eller biskop som »en ven«, fremhæver de ofte, at Robert Prevost aldrig brugte sit høje embede som undskyldning for at holde afstand til sit folk. De fortæller tværtimod, hvordan han stillede sig ved deres side, lyttede først og inddrog dem i sine planer for kirkelig tjeneste og opsøgende arbejde.
»Han fik selv det mest beskedne menneske til at føle sig vigtigt,« sagde biskop Edinson Farfán Córdova, der efterfulgte biskop Prevost som leder af bispedømmet Chiclayo og mødte ham første gang, da Farfán selv var en ung augustiner.
Men ud over sin imødekommenhed – og det faktum, at Prevost blev peruviansk statsborger i 2015, fordi det juridisk var en forudsætning for at kunne virke som lokal biskop – vandt den Chicago-fødte missionær også peruanernes hengivenhed ved at tage deres kultur til sig.
Ved både at vælge en peruviansk helgen som sin skytshelgen og ligefrem lære inkaernes sprog vandt Prevost peruanerne for sig ved at vise respekt for deres skikke og levevis. Så meget, at de lokale begyndte at betragte ham som en af deres egne.
»Han er en sand peruaner i hjertet,« sagde José Chancafe Neciosup, der tidligere var medlem af Prevosts menighed i Trujillo.
Eller som en ordenssøster på gaden i Chiclayo udtrykte det: »Han er mere peruviansk end kartoflen« – en henvisning til grøntsagens oprindelse i Andesbjergenes højland.
Her er blot nogle af de måder, hvorpå Robert Prevost tog den peruvianske kultur til sig og kom tæt på landets befolkning.
I Perus »apostels« fodspor
Robert Prevost havde nogle af sine egne andagtsformer med sig til Peru, blandt andet sin hengivenhed for den hellige Nikolaus af Tolentino, en italiensk mystiker og augustiner fra det 13. århundrede.
Men undervejs tog han også nye til sig.
Den mest markante er måske den amerikanske missionærs hengivenhed for den hellige Turibius af Mogrovejo, der var ærkebiskop af Lima, Perus hovedstad, fra 1579 til 1606.
Faktisk tilbragte den daværende fader Prevost natten før sin bispevielse med bøn i Chiclayo den 12. december 2014. Det skete i den nærliggende by Zaña foran en stor relikvie af den hellige Turibius, »Perus apostel«.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Prevost følte sig tiltrukket af den hellige Turibius, de latinamerikanske biskoppers skytshelgen. Ligesom Prevost kom den spanskfødte Turibius til Peru som missionær. Den hellige Turibius var også kendt for sin hengivenhed til lokalbefolkningen og sin omsorg, især for de fattige. Et sag som Prevost videreførte i sin levetid.
»Han følger allerede i den hellige Turibius’ fodspor,« sagde pastor David Farfán Guerrero, sognepræst i Zaña-sognet, hvor Prevost holdt vigilebøn til ære for den hellige Turibius.
Men Prevost tog ikke blot peruvianske andagtsformer til sig i løbet af sine 19 år i landet. I mindst ét tilfælde har han også spillet en nøglerolle i udbredelsen af dem.
Som biskop af Chiclayo indledte Prevost i 2019 processen med at opnå Vatikanets anerkendelse af »Miraklets guddommelige Barn«, et formodet eukaristisk mirakel, der fandt sted i Ciudad Eten i 1649. Som led i arbejdet, der stadig pågår, lod biskoppen indsamle mere end 20.000 trosvidnesbyrd fra lokalsamfundet.
Biskop Prevost beskrev miraklet som »en gave til hele Peru« og indledte desuden en kampagne for at opføre en national eukaristisk helligdom på stedet og gøre Eten til en »eukaristisk by«. Til projektet sikrede han en grund på omkring 27 acres. Initiativets fremtid er uafklaret, men selv mens han gjorde tjeneste som kardinal i Rom, udtrykte Prevost fortsat sin støtte til det.
At lære sproget
Prevost imponerede de lokale med sit spanske; nogle sagde, at han talte uden accent. Men hans bestræbelser på at komme peruanerne i møde på deres eget sprog stoppede ikke dér.
I Chiclayo støttede bispedømmet undervisning i quechua, et sprog blandt de oprindelige folk, som tales i mange lokalsamfund i Andesbjergene. Janina Sesa, der ledede Caritas under biskop Prevosts tid i bispedømmet, husker, hvordan hun en dag blev overrasket, da hun så på tilmeldingerne til undervisningen og fandt et velkendt navn på listen: Robert Prevost.
»Han var der som elev og ville lære sproget, så han kunne tale mere med folk,« mindedes hun og bemærkede, at biskoppen ofte tog med Caritas-holdet på ture op i højlandet for at uddele humanitær hjælp.
Men Prevosts bestræbelser på at lære quechua begyndte, før han blev biskop i Peru. Liliana Loaya Diaz mindedes, at Prevost allerede kendte nogle ord og vendinger, da han var sognepræst i hendes sogn i Trujillo i 1990’erne, hvilket hun fandt »beundringsværdigt«.
»Han spurgte mig: ›Hvordan siger man det her?‹« mindedes hun. »Og jeg svarede: ›Du godeste, det kan da ikke være en amerikaner, der taler quechua!‹«
»Han var ikke nogen skrivebordsmand,« tilføjede hun. »Han var handlingens mand.«
Sesa sagde, at Prevosts villighed til at lære quechua var kendetegnende for hele hans tilgang, som gik ud på at lære den hjord, han tjente, at kende.
»Jeg tror, at de otte år her i vores by også gav ham mulighed for at lære alt det at kende, som en indfødt fra Chiclayo kan glæde sig over – fra maden til de menneskelige sider af livet,« sagde hun.
Smag for det peruvianske køkken
Hvis vejen til en mands hjerte går gennem maven, går vejen til at vinde et folk gennem deres mad. Prevost var kendt for at nyde amerikansk mad under sin tid i Chiclayo, blandt andet pandekager til morgenmad og en æbletærte i ny og næ, men han lagde også vægt på at tage del i det peruvianske køkken.
Biskoppen var for eksempel fast gæst på den lokale restaurant Trébol i Chiclayo, der ligger lige over for Mariakatedralen.
Her var biskoppen kendt for at foretrække en bestemt peruviansk morgenmadsret: frito chiclayano, en ret med stegt svinekød.
Trébols ejer, Eduard Montoya Altamirano, husker, at den kommende pave bestilte retten med juice og kaffe – som han altid drak sort.
»Han var ikke nogen særlig krævende kunde,« mindedes Montoya. »Han var høflig og beskeden og spiste godt. Man serverede for ham, og han tog imod maden med stor glæde.«
Montoya husker også, at Prevost som regel sad ved det samme bord med ansigtet mod vinduet og udsigt til katedralen.
»Jeg tror, han sad der, så han ikke mistede forbindelsen til det, han bekender: den kærlighed, han har til Kirken,« sagde restauratøren.
Trébol har faktisk forvandlet det bord, hvor Prevost plejede at sidde, til en slags hyldest til paven. På den særlige gyldne bordplade står en kopi af hans yndlingsmåltid, mens et skilt lyder »#3 mesa bendita« – »velsignet bord nr. 3«.
Det indgår i det, Montoya beskriver som stedets forvandling til en »troens restaurant«, hvor folk både kommer for at spise god mad og gå i Leos fodspor.
Ud i »al slags terræn«
For Prevost handlede nærhed til sit folk ikke kun om at tage deres skikke til sig. Det betød også rent fysisk at være tæt på dem – med de transportmidler, der måtte til.
Kort efter at amerikaneren var ankommet til Chiclayo, foretog han en investering: en hvid, firehjulstrukket pickup fra den indiske producent Mahindra. En lokal præst forklarede, at køretøjet var en del af biskop Prevosts pastorale vision om at kunne færdes i »al slags terræn«, herunder at kunne nå frem til fjerntliggende lokalsamfund blandt de oprindelige folk i Andesbjergenes højland.
»Det er vanskeligt at komme ud til disse lokalsamfund, især på grund af vejene,« sagde pastor Aarón Meca Puse, en sognepræst fra Chiclayo, der i dag bruger pavens tidligere pickup i sin tjeneste. Som pastor Meca forklarede, gik turen til lokalsamfundene ofte ad farefulde bjergspor, som under regntidens glatte føre blev endnu farligere.
I et bemærkelsesværdigt tilfælde i 2023 blev biskop Prevost forsinket på vej til en ny præsts første messe i en by i Andesbjergene på grund af oversvømmelser på vejen. Men i stedet for at give op kørte biskoppen videre gennem de høje vandmasser og nåede til sidst frem til fejringen.
Han mindedes øjeblikket før messens begyndelse: »Jeg sagde: ›Åh nej, vi når det ikke!‹« Men efter at have vurderet vandet og rådført sig med de andre – »for ofte er det ikke biskoppen, der ved bedst, men jer« – kom konvojen over.
»Én pickup efter den anden – vi er nået frem!« udbrød biskop Prevost.
Han brugte også køreturene til at komme tættere på sine medrejsende. »Han faldt i snak med én, og der var meget at tale om,« sagde pastor Meca. »Det gode var, at man ikke bare rejste i tavshed, men sammen med en ven.«
Selv om han elskede at køre, lod biskop Prevost ofte andre tage rattet. Han var endda kørelærer for to lokale præster, blandt dem pastor Edgard Iván Rimaycuna Inga, der nu er hans pavelige sekretær i Rom.
Pastor Meca spøgte: »Og de kan sige: ›Paven lærte mig at køre bil!‹«
Af Jonathan Liedl · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
