33. søndag i almindelig tid, år A. Mattæus 25, 14–30. 15. november 2026. Dagens evangelium er langt mere alvorligt end vi måske umiddelbart forestiller os. Jesus fortæller os ikke en historie om at opbygge en karriere, udvikle vores evner eller opnå succes. Han taler om vores ansvar for det liv, Gud har betroet os.
Kære brødre og søstre i Kristus!
Herren giver fem talenter til den ene tjener, to til en anden og ét til en tredje. Han giver ikke alle det samme. Men han giver noget til alle. Og efter et stykke tid vender han tilbage.
Der er én sætning, der bør få os til at standse op i dag: Herren kommer tilbage.
Der vil komme en dag, hvor vores tid til at bære frugt er forbi. Der vil ikke være flere år, ikke flere muligheder, ikke flere chancer for at sige: »En dag…«
Og når den dag kommer, vil Gud ikke spørge mig, hvorfor jeg ikke var en anden. Han vil ikke spørge, hvorfor jeg ikke havde fem talenter, når han kun gav mig to. Han vil spørge mig: Hvad gjorde du med det, jeg betroede dig?
Jeg gav dig livet. Hvad gjorde du med det? Jeg gav dig tid. Hvem gav du den til? Jeg gav dig en familie. Elskede du den? Jeg gav dig børn. Førte du dem til Mig? Jeg gav dig et ægteskab. Kæmpede du for det, da det blev svært? Jeg gav dig tro. Delte du den med andre, eller gemte du den så dybt, at selv de, der stod dig nærmest, ikke længere vidste, at du var en troende?
Og så møder vi den tredje tjener. Han stjal ikke talentet. Han spildte det ikke. Han mistede det ikke. Han begravede sit liv, ganske enkelt.
Og det er netop det, der gør dette evangelium så skræmmende. For vi kan spilde vores liv ikke kun ved at begå store ondskaber, men også ved at undlade at gøre det gode, vi kunne have gjort.
Sankt Johannes Chrysostomos minder os om, at når han reflekterer over dette evangelium, at ingen kan sige: »Jeg har ikke modtaget noget.«
Hver enkelt person kan tjene andre med det, vedkommende har: penge, ord, råd, venlighed eller blot sin tilstedeværelse. Og det giver os anledning til en dybtgående samvittighedsundersøgelse.
Måske har jeg ikke mange penge, men jeg har tid. Måske er jeg ikke en stor taler, men jeg ved, hvordan man lytter. Måske kan jeg ikke forandre verden, men jeg kan ringe til en, der er ensom. Jeg kan tilgive. Jeg kan holde op med at såre folk med mine ord. Jeg kan knæle ved siden af mit barn og bede. Jeg kan vende tilbage til skriftemålet efter mange års fravær.
Vi lever i en verden, der byder os ekstraordinære muligheder, samtidig med at den konstant lærer os, hvordan vi spilder vores liv. Vi bruger timer på at scrolle på vores telefoner. Hundredvis af beskeder, vi ikke engang vil huske i morgen. Konstant at sammenligne os selv med andre. At leve i frygt for, hvad folk måske tænker eller siger.
Verden forsøger at overbevise os om, at vores værdi måles på popularitet, penge, udseende eller indflydelse. Men evangeliet fortæller os noget helt andet: Den sande værdi af dit liv vil blive afsløret ved, hvor trofast du har levet det, som Gud har betroet dig.
Og det gælder også for vores tro.
Vores land har modtaget en enestående åndelig skat: en tro, der er blevet videregivet gennem generationer, helgener, helligdomme og familier, der fortsatte med at bede, selv når historien behandlede dem med frygtelig grusomhed.
Men troen kan ikke blot bevares som en udstillingsgenstand på et museum!
Det er ikke nok at sige: »Mine bedsteforældre var troende.« »Vi har altid haft et krucifiks hængende i vores hjem.« »Vi har været katolikker i generationer.«
Et nedgravet talent er stadig et talent, men det bærer ingen frugt. Og den tro, vi undlader at give videre, begynder at dø i den næste generation.
Se på verden omkring os. Krige. Vold. Frygt for fremtiden. Dybe kløfter mellem mennesker.
Selv i vores land bliver vi i stigende grad opdelt i modstridende lejre. Vi ser på hinanden gennem etiketter: en af os eller en af dem, højrefløj eller venstrefløj, troende eller ikke-troende.
Men en dag vil Kristus ikke spørge mig, hvor mange modstandere jeg har besejret. Han vil spørge, hvor meget godt jeg har gjort med det, han lagde i mine hænder.
Har min tro gjort mig mere autentisk? Mere barmhjertig? Mere modig? Mere villig til at tilgive?
Mine kære brødre og søstre,
For mig er de mest rørende ord i dagens evangelium ikke: »Jeg har tjent fem talenter mere.«
De smukkeste ord er dem, som Herren selv udtaler:
»Vel, du gode og tro tjener … gå ind til din Herres glæde!«
Tænk over det!
Han siger ikke: »Min berømte tjener.« Han siger ikke: »Min velhavende tjener.« Han siger ikke: »Min tjener, som alle beundrede.«
Han siger kun én ting: TROFAST.
Måske er det netop det, hele vores liv egentlig handler om.
I behøver ikke at udrette alt. I behøver ikke at redde hele verden. Men grav ikke det ned, som Gud har givet jer!
Elsk de mennesker, som Gud har betroet dig. Bed, mens du stadig kan. Tilgiv, mens der stadig er nogen at tilgive. Sig »Jeg elsker dig«, før der kun er en grav tilbage. Ring, før det er for sent. Gå til skrifte i stedet for endnu en gang at sige til dig selv: »En dag…« Gør det gode, du har udskudt alt for længe.
For en dag vil Herren vende tilbage.
Og når den dag kommer, må vi – trods alle vores svagheder, alle vores fejltagelser og alle de gange, vi er faldet – være i stand til at lægge vores liv foran Ham og sige:
Herre, jeg gjorde ikke alt godt nok. Jeg fejlede mange gange. Jeg skuffede Dig, og jeg skuffede andre. Men jeg ønskede ikke at grave det ned, som Du gav mig. Jeg forsøgte at elske. Jeg forsøgte at tjene. Jeg forsøgte være trofast.
Og må vi så høre de smukkeste ord, et menneske nogensinde kan høre ved afslutningen af denne jordiske rejse:
»Vel, du gode og tro tjener … gå ind til din Herres glæde!«
Amen.
Fader Piotr W. Wiśniowski
Af Frank Johannes Bjergkilde · EWTN Danmark




