Den hellige messe på pladsen i Santa Cruz de Succhabamba
Pave Leo XIV er ankommet til den hellige messe i Santa Cruz de Succhabamba, et sted i det nordlige Peru. »Vi befinder os i den vestlige bjergkæde i de peruvianske Andesbjerge, i provinsen Santa Cruz de Cajamarca, blandt stejle bakker, kløfter og frugtbare dale, i et land med rødder i Andesbjergene – et sted, hvor Inkariget blomstrede, og en vugge for en dyb kristen tro. Hvert skridt og hver anstrengelse udtrykker nemlig ét eneste ønske: at møde Jesus, lytte til hans ord, modtage hans legeme og hans blod og, næret af denne føde, blive styrket i håbet.« Dette var kernen i pave Leo XIV’s prædiken på pladsen i Santa Cruz de Succhabamba.
Før fejringen besøger paven sognet for Den Uplettede Undfangelse og bliver modtaget af sognepræsten, som ledsager ham til kapellet for Det Allerhelligste Sakramente, hvor han beder en stund. Derefter standser han i stille andagt foran billedet af Señor del Costado. Til sidst hilser han indenfor på nogle mennesker med handicap.
»Siden de første evangelisatorer ankom – fra Toribio de Mogrovejo til martyrerne i Chimbote – er evangeliets frø i disse egne aldrig holdt op med at spire og bære frugt, i al stilhed, langt fra bifald og stor anerkendelse«, siger paven videre i prædikenen.
Ifølge paven er »troen i Andesbjergenes højland vokset frem i enkelhed og oprigtighed, med rod i den daglige udlevelse af evangeliske værdier og udtrykt i traditioner og højtider, som forener folk og generationer. Sådan er den efterhånden blevet et særpræg og en livsstil, hvor ingen nogensinde føler sig alene, heller ikke i modgang«.
»Jeg vil derfor med taknemmelighed mindes de mange præster, ordensbrødre og ordenssøstre, der gennem århundrederne som missionærer gavmildt og hengivent har viet sig til at udbrede Guds rige blandt disse bjerge. Vi retter også en takkebøn for kateketerne, som – ikke uden ofre – ofte varetager den pastorale omsorg for menighederne, når der ikke er præster til stede. De leder brødrene og søstrene i fejringen af Ordets liturgi, forbereder dem til sakramenterne, besøger de syge og imødekommer forskellige behov«, fortsætter paven.
»Lad os for eksempel her i disse egne tænke på de mennesker, der lider, fordi de er tvunget til at forlade deres hjemstavn for at søge en bedre fremtid for sig selv og deres kære i de store kystbyer; på vanskelighederne ved generationsskiftet som følge af de faldende fødselstal, der tømmer landsbyerne; eller på udfordringen med at fordele udbyttet af jordens ressourcer retfærdigt. Stillet over for så mange vanskeligheder kan man blive fristet til at give efter for modløshed, nag eller ligefrem vold. Men vold vil aldrig være vejen til fremskridt og fred. Enken i lignelsen viser os, at egoisme, uretfærdighed og ondskab ikke besejres med brutalitet, men med bøn, tålmodighed og vedholdenhed i at påtale det, der er galt, ved at stille krav med fasthed og arbejde ihærdigt for, at de nødvendige forandringer bliver gennemført – uden nogensinde at miste tilliden til Gud«, fortsætter paven.
»Herren ser de stier, I går ad, jeres anstrengelser, jeres bekymringer og de udfordringer, I står over for; han kender de unges håb, inspirerer den visdom, de ældre bærer på, og han svigter jer ikke. Når sjælen flakker om uden mål, er det ham, der er vejen. Når kræfterne slipper op, er det ham, der er næringen. Når modløsheden melder sig, er det ham, der nærer håbet. Lad os bede den Uplettede om fortsat at beskytte os under sin kappe, og lad os påkalde hende, så den eukaristi, vi fejrer, må forny troen i os alle og styrke vores engagement og hengivenhed. Må Señor del Costado, hvis billede æres med så stor hengivenhed i denne by, velsigne jer, beskytte jer og altid inspirere jer til tanker og handlinger præget af enhed, næstekærlighed og fred«, slutter paven sin prædiken.
Pavens næste møde i Chiclayo er en bøn sammen med det katolske fællesskab i anledning af afslutningen på jubelåret for den hellige Toribio de Mogrovejo.
Af Veronica Giacometti · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark





