Selv om den katolske Kirke ofte betragtes ud fra den latinske ritus, omfatter den også 23 østkatolske kirker, der er i fuldt fællesskab som del af den ene katolske Kirke.
Når den katolske Kirke omtales, tænker mange udelukkende på den latinske Kirke, som langt størstedelen af verdens katolikker tilhører. Den katolske Kirke består imidlertid af 24 »sui iuris«-kirker, det vil sige selvstyrende kirker: den latinske Kirke og 23 østkatolske kirker, som er arvtagere til de gamle kristne traditioner i Mellemøsten, Østeuropa, Afrika og Indien.
Disse kirker har bevaret deres egne liturgiske sprog, spiritualiteter, discipliner og former for kirkelig organisation. Nogle fejrer liturgien på arabisk, syriansk, ge’ez, koptisk, armensk eller kirkeslavisk. Andre bevarer traditioner, der går tilbage til de tidlige menigheder, som apostlene grundlagde.
De er alle i fuldt fællesskab med paven, St. Peters efterfølger og overhoved for den universelle katolske Kirke.
Én Kirke, mange traditioner
De østkatolske kirker udspringer af fem store liturgiske traditioner: den alexandrinske, den antiokenske, den armenske, den kaldæiske og den byzantinske. Hver af dem har sin egen teologiske, åndelige og kulturelle arv, som er blevet udviklet gennem århundreder under vidt forskellige historiske forhold.
Blandt dem er velkendte kirker som den maronitiske kirke i Libanon, den ukrainske græsk-katolske kirke, den syro-malabariske kirke i Indien og den koptisk-katolske kirke i Egypten. Mange af dem udgør mindretal i lande, hvor islam eller ortodokse kirker dominerer, og flere har gennemlevet forfølgelse, krig eller masseudvandring.
Ledelse gennem synoder
Et af de mest karakteristiske træk ved disse kirker er deres interne organisation. I modsætning til den praksis, man ofte finder i den latinske Kirke, styres mange østkatolske kirker gennem et stærkt synodalt system.
Hver kirke er opbygget omkring en bispesynode, der fungerer som det øverste styrende organ. Synoden fastsætter regler for en lang række aspekter af det kirkelige liv, træffer pastorale beslutninger og deltager i valget af nye biskopper. I patriarkalske og storærkebiskoppelige kirker vælger synoden endda patriarken eller storærkebiskoppen; valget skal efterfølgende anerkendes eller bekræftes efter de normer, Rom har fastsat.
Pave Leo XIV har for nylig reformeret den kanoniske ret, der gælder for de østlige patriarkalske kirker, for at lukke et juridisk hul, som stod i vejen for løsningen af interne konflikter. Med et motu proprio gav paven biskopperne større selvstændighed, så de kan indkalde en synode uafhængigt af patriarken og med to tredjedeles flertal anmode om, at han afsættes. En sådan beslutning kræver fortsat pavens endelige godkendelse.
23 ØSTKATOLSKE KIRKER
Den alexandrinske tradition
Den koptisk-katolske kirke
Den koptisk-katolske kirke har rødder i den gamle kirke i Alexandria, som ifølge traditionen blev grundlagt af evangelisten St. Markus. Den findes hovedsageligt i Egypten og bruger den alexandrinske ritus på koptisk og arabisk.
Den kom i fuldt fællesskab med Rom i det 18. århundrede og ledes af den koptiske patriark af Alexandria. Det koptiske sprog, der bruges i liturgien, udgør den sidste historiske fase af sproget i oldtidens faraoniske Egypten. Dermed er denne kirke den direkte arvtager til en kulturel tradition, der strækker sig over mere end 3 000 år.
Den etiopisk-katolske kirke
Den etiopisk-katolske kirke opstod blandt fællesskaber i ge’ez-traditionen, som genoprettede det fulde fællesskab med Den Hellige Stol. Den findes hovedsageligt i Etiopien og fejrer liturgien efter den etiopisk-alexandrinske ritus, der er kendetegnet ved stærk bibelsk symbolik og en lang række særprægede traditioner.
Kirken bruger hovedsageligt ge’ez i liturgien og udmærker sig ved at integrere afrikanske kulturelle elementer i det kirkelige liv. Et særligt træk er, at mange af dens liturgiske fejringer omfatter traditionelle instrumenter som trommer og sistrer, hvilket er usædvanligt i andre katolske kirker.
Den eritreisk-katolske kirke
Den eritreisk-katolske kirke blev i 2015 oprettet af pave Frans som en metropolitkirke »sui iuris« og samler katolikker fra den alexandrinske tradition i Eritrea. Den deler ge’ez-riten med den etiopiske kirke, men har sit eget hierarki.
Den omfatter en betydelig del af landets katolikker og udmærker sig ved et levende kaldsliv og en stærk østkirkelig liturgisk identitet. Institutionelt er den en af de yngste østkatolske kirker, selv om dens kristne rødder går tilbage til de første århundreder.
Armenske tradition
Den armensk-katolske kirke
Den armensk-katolske kirke følger det armenske folks liturgiske og åndelige tradition. Armenien var det første kongerige, der officielt antog kristendommen, hvilket skete i år 301. Kirken kom gradvist i fællesskab med Rom fra middelalderen og frem og ledes i dag af patriarken af Kilikien for armenierne.
Dens liturgi, der traditionelt fejres på klassisk armensk, bevarer enestående elementer fra gamle armenske traditioner. Et bemærkelsesværdigt træk er brugen af et forhæng, som trækkes for og åbnes på bestemte tidspunkter under liturgien, en skik fra den tidlige kristendom.
Den antiokenske tradition (vestsyriansk)
Den maronitiske kirke
Den maronitiske kirke er den eneste østkatolske kirke, der aldrig har brudt fællesskabet med Rom. Den har sit udspring i de fællesskaber, der samlede sig omkring St. Maron i Syrien og Libanon.
Kirken ledes af den maronitiske patriark af Antiokia og følger den vestantiokenske ritus. Den bevarer brugen af syriansk som liturgisk sprog ved siden af arabisk og andre moderne sprog. Mange liturgiske tekster indeholder ord på aramæisk, det sprog Jesus talte, hvilket giver fejringerne en særlig stemningsfuld karakter.
Den syriansk-katolske kirke
Den syriansk-katolske kirke opstod blandt grupper i den syriansk-ortodokse kirke, som kom i fællesskab med Rom i det 17. og 18. århundrede. Den bevarer den åndelige og liturgiske arv fra den gamle syrianske tradition i Antiokia.
Kirken ledes af den syrianske patriark af Antiokia og fejrer liturgien på vestsyriansk og på de troendes folkesprog. Dens salmer og bønner bevarer meget gamle udtryk fra den semitiske kristendom, som næsten ikke har ændret sig siden de første århundreder.
Den syro-malankariske katolske kirke
Den syro-malankariske katolske kirke har rødder i det kristne samfund i Kerala i Indien, som historisk er knyttet til den vestsyrianske tradition. I 1930 kom en gruppe under ledelse af ærkebiskop Geevarghese Mar Ivanios i fællesskab med Rom.
I dag er den en større kirke med ærkebispesæde, der forener den antiokenske liturgiske arv med indiske kulturtraditioner. Under visse betydningsfulde fejringer deltager de troende i processioner med ceremonielle paraplyer og blomsterudsmykninger, der er karakteristiske for indisk kultur.
Den kaldæiske tradition (østsyriansk)
Den kaldæisk-katolske kirke
Den kaldæisk-katolske kirke har sit udspring i den gamle østlige Kirke, og sit vigtigste historiske centrum i Mesopotamien, især i det nuværende Irak. Den kom i fællesskab med Rom i det 16. og 17. århundrede og ledes af kaldæernes patriark af Babylon.
Den benytter den kaldæiske ritus og bevarer østaramæisk som liturgisk sprog. Sproget er nært beslægtet med det, Jesus talte. Kirkens fællesskaber viderefører nogle af verdens ældste kristne traditioner i områder, der blev evangeliseret allerede i de første århundreder.
Den syro-malabariske katolske kirke
Den syro-malabariske katolske kirke er en af de største østkatolske kirker. Den har sine rødder blandt de såkaldte St. Thomas-kristne i Indien, som ifølge traditionen blev evangeliseret af apostlen.
Den følger den østsyrianske liturgiske tradition og har fået status som større ærkebispesæde. Den har i dag millioner af troende, både i Indien og i diasporaen. Det er verdens næststørste østkatolske kirke, kun overgået af den ukrainske græsk-katolske kirke.
Den byzantinske tradition
Den albansk-katolske kirke
Den albansk-katolske kirke af byzantinsk ritus er en lille østkatolsk kirke, der hovedsageligt findes i Albanien. Den opstod blandt fællesskaber, som antog den byzantinske tradition og samtidig bevarede fællesskabet med Rom.
Selv om den er lille, er den et vigtigt vidnesbyrd om Balkans religiøse mangfoldighed. Dens historie var præget af alvorlig religiøs forfølgelse under det albanske kommunistregime, et af de hårdeste i det 20. århundrede.
Den belarusisk-katolske kirke
Den belarusisk-katolske kirke følger den slavisk-byzantinske tradition og har sine rødder i Brestunionen fra 1596. Gennem århundreder blev den udsat for forfølgelse og lange perioder uden institutionel tilstedeværelse.
I dag findes den hovedsageligt i små fællesskaber både i og uden for Belarus. I årtier overlevede den først og fremmest takket være grupper af emigranter, der var spredt ud over Europa samt Nord- og Sydamerika.
Byzantinsk-slaviske katolikker i Bulgarien
Det katolske fællesskab af byzantinsk-slavisk ritus i Bulgarien opstod i det 19. århundrede, da en gruppe bulgarske kristne søgte fællesskab med Rom og samtidig bevarede den byzantinsk-slaviske liturgiske og åndelige tradition. Et afgørende øjeblik indtraf i 1861, da arkimandrit Joseph Sokolsky blev optaget i den katolske Kirke og bispeviet af pave Pius IX.
I dag udgør Bulgariens byzantinsk-slaviske katolikker eparkiet St. Johannes XXIII i Sofia. Det blev oprettet i 2019, da det tidligere apostoliske eksarkat fik status som eparki. De bevarer den byzantinsk-slaviske liturgiske tradition og fejrer den guddommelige liturgi hovedsageligt på bulgarsk og kirkeslavisk.
Samtidig omfatter den katolske Kirke i Bulgarien også de latinske bispedømmer Sofia og Plovdiv-Nikópolis. Bulgarien er således et særligt interessant eksempel på, at latinske og byzantinsk-slaviske traditioner lever side om side inden for den samme jurisdiktion.
Den græsk-katolske kirke
Den græsk-katolske kirke består af fællesskaber fra den byzantinske tradition i Grækenland, som historisk er knyttet til fællesskabet med Rom. Den bevarer den hellige Johannes Chrysostomos’ liturgi og andre former, der er karakteristiske for den byzantinske arv.
I et land, hvor langt størstedelen af de kristne tilhører den ortodokse kirke, udgør den et lille, men betydningsfuldt mindretal.
Den ungarske græsk-katolske kirke
Den ungarske græsk-katolske kirke opstod blandt fællesskaber af byzantinsk ritus i Kongeriget Ungarn. Den bruger ungarsk i liturgien og fik i 2015 status som metropolitkirke »sui iuris«.
Den var en af de første østkatolske kirker, der i større omfang indførte et moderne sprog, ungarsk, i sine liturgiske fejringer.
Den italiensk-albanske kirke
Den italiensk-albanske kirke samler fællesskaber af albansk oprindelse, som slog sig ned i Syditalien og på Sicilien i det 15. og 16. århundrede. Den bevarer trofast den byzantinske tradition og har aldrig mistet fællesskabet med Rom.
Grottaferrata-klosteret, der blev grundlagt i 1004 nær Rom, er fortsat det eneste territoriale byzantinske kloster i Italien.
Den makedonske græsk-katolske kirke
Den makedonske græsk-katolske kirke består af katolikker af byzantinsk ritus i Nordmakedonien. Den opstod af bevægelser, der søgte forening med Rom i det 19. og 20. århundrede. Den er en af de mindste østkatolske kirker.
Den melkittiske græsk-katolske kirke
Den melkittiske græsk-katolske kirke opstod i 1724 efter et skisma i patriarkatet i Antiokia. Den har en betydelig tilstedeværelse verden over, blandt andet i Libanon, Syrien, Brasilien, Argentina, Israel og Palæstina.
Dens patriark bærer titlen melkittisk patriark af Antiokia, Alexandria og Jerusalem. Det er den eneste katolske kirke, hvis patriark samtidig bærer disse tre store historiske patriarktitler fra Østen.
Den rumænske græsk-katolske kirke
Den rumænske græsk-katolske kirke opstod, da en del af den rumænske ortodokse kirke blev forenet med Rom i slutningen af det 17. århundrede. Den blev udsat for alvorlig forfølgelse under det kommunistiske regime, der kort efter sin magtovertagelse i 1948 erklærede kirken ulovlig; forbuddet varede indtil regimets fald i 1989. Syv af dens biskopper, som døde under den kommunistiske forfølgelse, blev saligkåret af pave Frans i 2019.
Den russiske græsk-katolske kirke
Denne kirke af byzantinsk ritus består af små fællesskaber, der bevarer den russiske liturgiske tradition i fællesskab med Den Hellige Stol. Den opstod i begyndelsen af det 20. århundrede og blev udsat for frygtelig forfølgelse under sovjetstyret. I dag mangler den et fuldt udbygget hierarki, og mange af dens troende lever i diasporaen.
Den ruthenske kirke
Den ruthenske kirke har sine rødder i Uzhhorodunionen fra 1646 og er historisk knyttet til folkene i Karpaterne. Den findes hovedsageligt i Slovakiet, Ukraine og USA. I Nordamerika udviklede den en så stærk og særskilt identitet, at den har sit eget metropolitsæde i Pittsburgh.
Den slovakiske græsk-katolske kirke
Den slovakiske græsk-katolske kirke har fælles rødder med den ruthenske tradition og blev genoprettet efter det 20. århundredes kommunistiske forfølgelser.
I 2008 fik den status som metropolitkirke »sui iuris«. Blandt dens bedst kendte martyrer er biskopperne Pavel Peter Gojdič og Vasiľ Hopko, som blev helligkåret for deres trofasthed under den kommunistiske forfølgelse.
Den ukrainske græsk-katolske kirke
Den ukrainske græsk-katolske kirke er den største af alle de østkatolske kirker. Den opstod med Brestunionen i 1596 og blev udsat for intens forfølgelse under sovjetstyret.
Den ledes af en storærkebiskop med sæde i Kyiv og har millioner af troende verden over. Under mere end 40 års kommunistisk forfølgelse var den verdens største underjordiske katolske kirke.
Den kroatiske og serbiske græsk-katolske kirke (Eparkiet Križevci)
Eparkiet Križevci samler katolikker fra den byzantinske tradition i Kroatien, Serbien og andre områder i det tidligere Jugoslavien. Det blev oprettet i 1777 og betjener troende med forskellig etnisk og sproglig baggrund.
Gudstjenesterne i eparkiets sogne fejres på kroatisk, kirkeslavisk, ruthensk og andre lokale sprog, hvilket afspejler Balkans kulturelle mangfoldighed.
Denne artikel blev først offentliggjort af ACI Prensa, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Victoria Cardiel · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
