Allerede da Robert Prevost var en lille dreng, fornemmede menneskerne omkring ham, at der var noget særligt ved ham.
For at forstå pave Leo XIV må man følge hans vej fra gaderne i kvartererne på Chicagos South Side og Philadelphias stille akademiske sale til det barske missionsområde i det nordlige Peru og Roms administrative centrum.
I en usædvanlig ny dokumentar samler EWTN News’ korrespondenter Mark Irons, Colm Flynn, Jonathan Liedl og Magdalena Wolińska de forskellige kapitler, der formede Robert Prevost til at blive den universelle hyrde for mere end en milliard katolikker.
Med rødder i Chicago: tro, familie og dyb-pande-pizza-traditionen
Historien begynder i en forstad til Chicago, i et beskedent murstenshus, hvor den unge Bob Prevost blev opfostret af sine forældre, Louis og Mildred. I familien Prevost var troen en konkret del af hverdagen. »Jeg tror, det begynder i hjemmet, og så vokser og udvikler det sig bare gradvist,« mindes hans bror John Prevost. Familiens daglige rosenkransbønner efter aftensmaden, bibelhistorier læst højt af deres far, der var lærer, og ministranttjeneste tidligt fredag morgen i det lokale sogn lagde et solidt åndeligt fundament.
Samtidig var den unge Bob indbegrebet af en dreng fra Chicago. I et charmerende stykke lokalhistorie fortæller John, at Bob og hans brødre i anden klasse fik billetter til at medvirke i WGN’s ikoniske program Bozo’s Circus. Hans identitet som midtvestamerikaner blev i lige så høj grad formet af byens sportskultur; Bob voksede op som en inkarneret Chicago White Sox-fan og forblev urokkeligt loyal over for holdet fra South Side frem for Cubs.

Allerede som dreng fornemmede omgivelserne noget særligt ved ham. Naboernes bemærkning om, at han ville vokse op og blive den første amerikanske pave, blev siden berømt. Efter at have gået på et præsteseminarium for gymnasieelever ved Lake Michigan – hvor vennerne husker hans skarpe intellekt og afslappede væsen – studerede han videre ved Catholic Theological Union og arbejdede som lærervikar på St. Rita of Cascia High School. Længe før han bar pavens hvide soutane, var han ganske enkelt kendt som »pastor Bob« – en præst, som på klassisk Chicago-manér fandt en personlig forbindelse til alle, han mødte. Hans bispemotto, In Illo Uno Unum (»I den Ene er vi ét«), afspejler hans dybe tro på fællesskabet.
Intellektuel stringens og det augustinske hjerte på Villanova
Da Prevost i 1970’erne drog østpå, kom han til området ved Philadelphia for at studere ved Villanova University, landets førende augustinske institution. Her tog han en Bachelor of Science-grad i matematik, samtidig med at han fordybede sig i filosofi. Denne sjældne kombination af matematisk logik og filosofisk refleksion satte ham i stand til at behandle komplekse teologiske og pastorale problemstillinger med analytisk præcision.
Ærkebiskop Nelson Pérez af Philadelphia satte ord på byens stolthed: »Hele byen lyste simpelthen op. De ser ham som en af deres egne. I Peru er han en af deres egne; i USA er han en af deres egne. Han har et universelt hjerte.«

Studiekammeraterne på Villanova husker ham som en seriøs, intellektuel og stille ung mand, der ikke var drevet af et ønske om at komme i rampelyset. I stedet omsatte han sine overbevisninger i handling og var med til at stifte studenterprogrammet Villanova for Life. Pastor Paul Galetto, der er augustiner og mangeårig ven, bemærker, at »stille vand har dyb grund«, når det gælder Bob. Balancen mellem stille eftertanke, grundige studier og augustinsk broderskab forankrede hans kald dybt.
Missionærens hjerte: årtiers tilknytning i Peru
Hvis Chicago gav ham rødder, og Villanova skærpede hans sind, så vandt Peru hans hjerte. Pastor Prevost tilbragte 19 år som missionær i Sydamerika fordelt på tre adskilte perioder. Årene prægede grundlæggende hans syn på pastoral omsorg.
Da pater Roberto i 1985 ankom til den afsidesliggende by Chulucanas som 30-årig præst, vandt han straks de lokale unge for sig. Tidligere alterdrenge husker en præst, der ikke var bange for at køre stærkt, dele måltider med dem og møde unge mennesker i øjenhøjde, samtidig med at han holdt deres blik rettet mod Kristus. Han knyttede så stærke bånd, at han betalte menighedsmedlemmers skolepenge af egen lomme, holdt kontakten i årtier og endda blev gudfar til en tidligere alterdrengs datter.

Senere, da han var sognepræst i St. Rita-sognet i Trujillo i slutningen af 1980’erne og gennem 1990’erne, oprettede han suppekøkkener, organiserede lokale lægmandsbevægelser og lærte det oprindelige sprog quechua for bedre at kunne være hyrde for sin menighed. De lokale kaldte ham kærligt »den lille præst« og mindes ham som en hyrde, der lyttede mere, end han talte, og behandlede hvert eneste menighedsmedlem som sin egen familie.
»Pastor Roberto var ikke blot en præst; han var en ven,« bemærkede et menighedsmedlem. »Han var et meget enkelt menneske og meget imødekommende. Han fik selv det mest beskedne menneske til at føle sig vigtigt.«
En hyrde for den universelle Kirke
Efter 12 år i Rom som augustinerordenens generalprior blev pastor Prevosts lydighed sat på prøve, da pave Frans i 2014 udnævnte ham til biskop af Chiclayo i Peru. Hans tilbagevenden blev fejret med overstrømmende glæde af både seminarister og lokale, som kendte ham som en imødekommende leder, der gerne spillede tennis eller spiste frokost sammen med dem.
Fra kirkebænkene i lukkede kirker på Chicagos South Side til Perus levende, trosfyldte gader løber en tydelig rød tråd gennem pave Leo XIV’s liv: pastoral nærhed, intellektuel ydmyghed og et vedvarende engagement for de fattige. Som hans tidligere seminarlærer, søster Dianne Bergant fra Kongregationen af St. Agnes-søstrene, bemærkede, er den stille elev blevet lærer for Kirken verden over og har bragt et sandt universelt missionærhjerte med sig til Peters stol.
Af Alyssa Murphy · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark




