5. oktober er hendes liturgiske mindedag.
Kærligheden frelser altid. Kærligheden kan alt. Det vidste den hellige Faustina Kowalska (1905–1938), født Helena Kowalska, udmærket. Hendes skikkelse udgør et af de mest intense og lysende kapitler i det 20. århundredes mystik. I sin dagbog noterede hun denne sætning: »Barmhjertighed og sandhed er de to vinger, hvormed sjælen hæver sig mod Gud.«
Den unge polske ordenssøster fra Kongregationen af Søstrene af Vor Frue af Barmhjertigheden er gået over i historien for sit intense og dybe indre liv. Hendes sjæl blev skueplads for en enestående oplevelse af fortrolighed med Jesu hellige Hjerte, som siden kulminerede i formidlingen af et universelt budskab: den guddommelige barmhjertigheds forrang som menneskehedens sidste mulighed for frelse. I centrum for den åndelige mission, der blev betroet den hellige, står åbenbaringen af billedet af den barmhjertige Jesus. Denne ikonografi har præget den kristne verdens visuelle erindring og skulle senere blive tæt forbundet med endnu en helgen, ligeledes en søn af Polen: den hellige Johannes Paul II.
Det var om aftenen den 22. februar 1931, mens den hellige befandt sig i sin celle i klosteret i Płock. Jesus viste sig for hende, klædt i en hvid kjortel, med højre hånd løftet til velsignelse og venstre hånd hvilende på brystet, hvorfra der udgik to store lysstråler, en rød og en bleg. I sin dagbog gengav hun Kristi ord sådan: »Mal et billede efter det forbillede, du ser, og skriv nedenunder: ›Jesus, jeg stoler på Dig‹. Jeg ønsker, at dette billede først bliver æret i jeres kapel og siden i hele verden.«
Men værket blev ikke til uden hindringer. Først efter Faustinas flytning til Vilnius kunne synet blive virkeliggjort på lærred, takket være støtten fra hendes åndelige vejleder, den salige pastor Michał Sopoćko. I 1934 udførte maleren Eugeniusz Kazimirowski det første maleri og fulgte omhyggeligt søsterens anvisninger. Men da Faustina så det færdige værk, græd hun af skuffelse: Maleriets jordiske skønhed kunne ikke måle sig med det åndelige syns guddommelige majestæt. »Dette billedes storhed ligger ikke i farvens eller penslens skønhed, men i Min nåde,« skrev hun også i sin dagbog.
Det er en ikonografi, der på grund af sin teologiske kraft skulle fæstne sig i den kollektive bevidsthed. Den opstandne Kristus viser sig for verden med sårene fra sin lidelse, men i hans ansigt er der intet spor af dom eller fordømmelse. Tværtimod er hans blik mildt, som om han ønskede at møde ethvert menneskes blik til alle tider. Og så er der de »berømte« stråler: »De to stråler står for Blodet og Vandet. Den blege stråle står for Vandet, som retfærdiggør sjælene; den røde stråle står for Blodet, som er sjælenes liv. Disse to stråler udgik fra dybet af Min Barmhjertighed, da Mit Hjerte i dødskampen blev åbnet af lansen på korset,« forklarer den hellige i sin personlige dagbog.
Det grundlæggende element i billedet er den påkaldelse, der står nederst: »Jesus, jeg stoler på Dig.« Tilliden er nøglen til barmhjertighedens kilde. For Faustina er tillid ikke en passiv holdning, men en aktiv viljeshandling, hvor mennesket giver slip på frygten, angsten og byrden af sine egne nederlag for helt at betro sig til Guds faderlige godhed. Jesus lover: »Den sjæl, der ærer dette billede, skal ikke gå fortabt. Jeg lover også allerede her på jorden sejr over fjenderne, især i dødsstunden. Jeg vil selv forsvare den som Min herlighed.«
I dag findes der flere versioner af maleriet. Den mest berømte og udbredte i verden blev udført i 1943 af maleren Adolf Hyła og opbevares i Helligdommen for Guds Barmhjertighed i Kraków. Men trods de forskellige kunstneriske udformninger er billedets åndelige kerne uforandret: Det er en åben dør til påskemysteriet og en vedvarende opfordring til selv at blive redskaber for barmhjertighed over for næsten. En lovsang til Guds kærlighed til menneskene.
Af Antonio Tarallo · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
