Robert Schumans kvaliteter som statsmand fremhæves altid. Men hvordan prægede troen og bønnen hans politiske valg?
Pave Leo XIV afsluttede sin rejse i Frankrig uden at besøge de europæiske institutioner, sådan som man måske havde forventet, da rejsen blev planlagt. I stedet hyldede han den mand, som havde forudset disse institutioner: den ærværdige Robert Schuman.
Det var Schuman, som med sin berømte erklæring fra 1950 lagde grunden til det, der årevis senere skulle tage form som Den Europæiske Union. Ideen var at »gøre en krig umulig« ved at udvikle samarbejdet mellem folkene og bringe nationer, der historisk havde været fjender, såsom Frankrig og Tyskland, sammen ved samme bord. Schuman var nemlig en mand fra grænselandet: en franskmand, der voksede op i et tysk område, som siden vendte tilbage til Frankrig. Han vidste, at grænser kunne skabe konflikter, hvis nationerne ikke samarbejdede og samlede sig om en fælles interesse.
Schuman var imidlertid ikke blot en fremragende politiker, men også en visionær. Frem for alt var han en from katolik, og hans liv var så eksemplarisk, at hans saligkåringssag blev indledt. Siden 2021 har hans heroiske dyder været anerkendt, og Schuman er derfor ærværdig. Hvis et mirakel bliver anerkendt, vil han blive erklæret salig.
Men hvorfor er Schuman ærværdig? I en kort biografi fremhæver dekretet fra Dikasteriet for Helligkåringer, at »han betragtede valget om at engagere sig politisk som lydighed mod Guds vilje. Troen nærede og bar hans indsats for et forenet og forsonet Europa«.
Enheden måtte nødvendigvis gå gennem forsoning mellem de folk, der indtil kort forinden havde kæmpet bittert mod hinanden. Dikasteriet for Helligkåringer skriver videre: »Som regeringsmand i en sekulær stats tjeneste respekterede Schuman fuldt ud statens sekulære karakter, men han gik aldrig med til at handle mod sin samvittighed, som var dannet i lydighed mod Guds bud og Kirkens love.«
Professor Edoardo Zin, postulator (det vil sige en af dem, der har indgivet anmodningen) i Robert Schumans saligkåringssag, har viet talrige studier til den franske statsmands tænkning.
Til ACI Stampa siger Zin, at »det var kristne lægfolk – hovedsagelig Schumans daværende medarbejdere, venner og bekendte – som anmodede om, at Robert Schumans saligkåringsproces blev indledt. De bad biskoppen af Metz om at indlede den kanoniske proces på bispedømmeplan om de ›dyder‹, Schuman havde udvist i sit liv. Vidner blev afhørt, og arkiverne blev gennemgået.«
Efter bispedømmeprocessens afslutning blev den teologiske og historiske rapport – 250 kilo dokumenter og mere end 15 000 sider med taler, indlæg i de to kamre og foredrag holdt over hele verden! – sendt til Dikasteriet for Helligkåringer, og pave Frans erklærede »Europas fader« ærværdig.
For at fastslå de heroiske dyder hos en mulig salig må man også vurdere hans trosliv.
Zin understreger, at »det i lyset af vidneudsagnene og dokumentundersøgelserne kan udledes, at Schuman ikke efterlod sig spor af sine dybe trosoverbevisninger, men altid handlede i lyset af evangeliet og Kirkens sociallære i overensstemmelse med sine overbevisninger og sin spiritualitet, som var den egentlige drivkraft i hans politik«. Denne spiritualitet byggede på en daglig religiøs praksis. Han betragtede sig som et redskab i Guds hænder. Schuman gik ind i politik på opfordring fra befolkningen i det daværende Lorraine (en region i Frankrig) og levede sit politiske virke som en vej til hellighed. Hans tro viser sig desuden at være båret af en missionarisk drivkraft, der foregreb koncilets ånd: Den næres af Guds ord og liturgien. Han ser Gud som nærværende i menneskets historie og ser en bestemmelse i hvert enkelt menneske med dets rettigheder og værdighed. Han er overbevist om, at politikeren er kaldet til frit at medvirke til denne guddommelige plan og dens virkeliggørelse.
Ifølge Zin er det sikkert, at Schumans politiske indsigter var inspireret af den katolske tro. »Tænk blot – understreger forskeren – på den opsigtsvækkende gestus, at han som minister i et land, der havde vundet Anden Verdenskrig, som den første rakte hånden ud til den tidligere fjende, bad om tilgivelse og forsonede sig med ham, før han indledte den europæiske integrationsproces.«
Men hvad var det europæiske projekt for Schuman? »Schuman så Det Europæiske Fællesskab, som det hed dengang, ikke blot som et økonomisk fællesskab eller en militær enhed, men som et åndeligt og kulturelt fællesskab,« forklarer Zin.
Denne vision gav også genlyd i pave Leo XIVs tale i Metz. Besøget på Schumans hjemegn blev således pavens vej ind i temaet Europa. Den hellige Fader har en stående invitation til at besøge Europa-Parlamentet i Strasbourg, som pave Frans allerede gjorde i 2014. Når besøget finder sted – ifølge rygterne i foråret næste år – vil man ikke kunne se bort fra Schumans vision og den tale, pave Leo XIV holdt i den franske statsmands by.
Pave Leo XIV afsluttede sin rejse i Frankrig uden at besøge de europæiske institutioner, sådan som man måske havde forventet, da rejsen blev planlagt. I stedet hyldede han den mand, som havde forudset disse institutioner: den ærværdige Robert Schuman.
Det var Schuman, som med sin berømte erklæring fra 1950 lagde grunden til det, der årevis senere skulle tage form som Den Europæiske Union. Ideen var at »gøre en krig umulig« ved at udvikle samarbejdet mellem folkene og bringe nationer, der historisk havde været fjender, såsom Frankrig og Tyskland, sammen ved samme bord. Schuman var nemlig en mand fra grænselandet: en franskmand, der voksede op i et tysk område, som siden vendte tilbage til Frankrig. Han vidste, at grænser kunne skabe konflikter, hvis nationerne ikke samarbejdede og samlede sig om en fælles interesse.
Af Andrea Gagliarducci · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
