KOMMENTAR: Midlet mod lunkenhed er at vende tilbage til ilden – ikke at søge et køligere hjørne af rummet.
Køen af biler ved skolen er tilbage. Det samme gælder madpakker, underskrifter på tilladelsessedler, træning på hverdage og kampe i weekenden.
For os, der også har sendt et barn eller to på universitetet, rummer efteråret sin helt særlige smerte. Og for mange af os rummer tiden også en særlig fristelse: en stille glidning væk.
Skriften har et ord for det: lunkenhed.
The Book of Revelation rummer en af Det Nye Testamentes skarpeste irettesættelser: »Jeg kender dine gerninger; jeg ved, at du hverken er kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men fordi du er lunken, hverken varm eller kold, vil jeg spytte dig ud af min mund« (3,15-16). [Frit oversat fra engelsk.]
Det er besynderligt at foretrække kulde frem for lunkenhed. Men den, der er kold, ved i det mindste, at han er langt fra Gud.
Den, der er lunken, har overbevist sig selv om, at alt er i orden.
Lunkenhed er ikke det modsatte af hellighed. Ligegyldighed er det modsatte af hellighed. Lunkenhed er noget mere sørgeligt, for den kan kun opstå i et hjerte, der engang brændte. Man kan ikke blive lunken over for en kærlighed, man aldrig har haft. Det er en tanke, der er værd at dvæle ved, når så mange af os er udmattede, og når den gamle Calgon-reklames bøn »tag mig væk« begynder at føles mindre som en vittighed og mere som et oprigtigt håb om blot ét uafbrudt minut. Der er intet forkert i at ønske hvile. Faren ligger i, hvor let »jeg har brug for et øjeblik« glider over i »min tid til bøn kan vente«, og hvor sjældent der faktisk bliver ro nok til at genoptage den.
Skriften viser os den ild, vi mangler, før den fortæller os, hvordan vi tænder den igen. På Horebs bjerg ser Moses en busk, der brænder uden at blive fortæret (Anden Mosebog 3,2). Det er en ild, som ikke skal næres, for Gud selv er en kærlighed, der aldrig slipper op. En sjæl, der brændte sådan, ville straks bemærke det, hvis ilden begyndte at dø ud. Problemet er, at vores sjæle sjældent gør det.
Da den hellige Augustin i Confessions skrev om, hvordan en uordnet natur lærer at kalde gode ting dårlige, bemærkede han: »Brød, som en syg gane finder ubehageligt, er behageligt for en sund; og … lys, som gør ondt i ømme øjne, glæder raske øjne.«
Den samme logik gælder for lunkenhed. En sjæl, der er blevet lunken, bemærker ikke længere, at den er blevet det.
Det sker sjældent på én gang. »Fang rævene for os, de små ræve, der ødelægger vinmarkerne,« står der i Højsangen (2, 15). Ikke ulve. Små ræve, som man let kan bortforklare.
Men Guds svar ender ikke med afvisning. »Derfor råder jeg dig til at købe guld hos mig, guld, der er lutret i ild. … Se, jeg står ved døren og banker på« (Johannes’ Åbenbaring 3, 18-20). Ikke en mildere flamme, men den rette – den ild, der renser i stedet for blot at varme.
Den hellige Josemaría Escrivá advarer: »En apostel, der ikke beder regelmæssigt og metodisk, vil nødvendigvis falde i lunkenhed … og da vil han ophøre med at være apostel« (The Forge, 121). Og den hellige Irenæus skrev, at Guds herlighed er et menneske, der er fuldt levende. Lunkenheden stjæler stykke for stykke denne livsfylde. Midlet er at vende tilbage til ilden, ikke at søge et køligere hjørne af rummet.
Den tilbagevenden begynder med oprigtighed – med ærlighed over for Gud og over for et menneske, der faktisk kan se os, ikke kun den udgave af os, vi viser omverdenen. Jesus taler ligefremt om denne form for integritet: »Men jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! Hvad der er ud over det, er af det onde« (Matthæusevangeliet 5, 37).
Det indebærer også, at vi retter den samme oprigtige opmærksomhed mod andre, især nu, hvor skolestarten bringer os tæt på mennesker, vi ellers måske aldrig ville møde – ved picnicbordet, på sidelinjen og i køen ved afhentningen.
Pave Leos første encyklika, Magnifica Humanitas, om mennesket i den kunstige intelligens’ tidsalder advarer om, at teknologien »skal afvæbnes«, før den udhuler ægte relationer. Den bagvedliggende bekymring fornemmer enhver forælder ved en kamp fredag aften eller et stævne lørdag formiddag allerede. Det bliver stadig lettere at være tæt på mennesker og samtidig længere fra dem, fordi opmærksomheden drages mod en skærm frem for mennesket ved siden af os.
Det kristne svar på det er ikke en belæring. Det er ganske enkelt at være til stede og møde den mor, du aldrig før har talt med, med nysgerrighed og varme – den form for opmærksomhed, der siger noget sandt om, hvem Gud er. Nogle gange åbner dette nærvær for en virkelig samtale om troen, og der mangler ikke stof til sådan en samtale netop nu – blandt andet et paveligt dokument, som er værd at læse fra ende til anden, før vi begynder at anbefale det til andre.
De fleste dage kræver blot dette af os: en uforstyrret time, en oprigtig bøn og den opmærksomhed, vi giver mennesket lige foran os frem for telefonen i lommen. Ikke et bad. En flamme – og viljen til at lade et andet menneske mærke dens varme.
Af Andrea M. Picciotti-Bayer · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
