Den hellige messe fejres på pladsen foran katedralbasilikaen i Florida.
Alt er klar til pavens tredje dag i Latinamerika. Vi er stadig i Uruguay, hvor den sidste messe finder sted, inden han rejser til Argentina. Det hele foregår ved katedralbasilikaen i Florida.
Undervejs gør paven også et kort stop ved Santa Teresita-sognet i Juanicó for at hilse på borgmesteren og velsigne en gruppe troende.
»Godmorgen og god søndag! Det ved I måske ikke, men jeg er virkelig glad for at være her, selv om det kun er for en kort stund,« sagde paven spontant foran sognekirken, der er viet til den hellige Thérèse af Lisieux. Pave Leo XIV fortalte: »Især min far nærede stor hengivenhed for den hellige Thérèse.«
Paven fejrer messen på en vigtig festdag: højtiden for Vor Frue, Jomfruen af de Treogtredive, Uruguays skytshelgen.
Katedralbasilikaen i Florida har siden 1956 været sæde for det lokale bispedømme og er (Virgen de los Treinta y Tres).Uruguays nationalhelligdom for Jomfruen af de Treogtredive
Katedralen rummer en lille træfigur (omkring 36 cm høj og udført i paraguayansk cedertræ), som er knyttet til Uruguays uafhængighedshistorie. De Treogtredive Orientalere – en berømt gruppe patriotiske revolutionære, der indledte opstanden og den efterfølgende dannelse af den nuværende stat – betroede sig til denne figur.
Efter de indledende ritualer og ordets liturgi holder paven sin prædiken på pladsen foran katedralen.
»Det er med stor glæde, at jeg i dag er her sammen med jer ved Nuestra Señora de los Treinta y Tres. Jeg er kommet som pilgrim for at dele den tro og hengivenhed, som dette folk gennem generationer har næret for Guds Moder. Jeg omfavner jer alle med kærlighed – jer, der er kommet fra forskellige steder, jer, der i årevis har foretaget denne pilgrimsvandring, og jer, der er her for første gang i dag – og jeg betror jer til Marias beskyttelse,« siger paven indledningsvis i sin prædiken.
Derefter fortæller paven historien om Jomfruen af de Treogtredive: »Dette lille billede er knyttet til et afgørende øjeblik i Uruguays historie. I 1825 vendte også de, der kæmpede for dette lands frihed, sig til Maria for at lægge den nye begyndelse under hendes beskyttelse. Denne handling minder os om, at heller ikke folkenes historie kan forstås fuldt ud, hvis man ser bort fra Gud. Lige siden et af fædrelandets grundlæggende øjeblikke har Uruguay således været tæt knyttet til en Moder. Der er siden gået flere generationer. Omstændighederne har ændret sig, og det samme har mange uruguayaneres forhold til troen. Men hun er blevet her. Og mens Maria fulgte dette folks historie, var det i mange familier andre kvinder, der bevarede troen og gav den videre til deres børn.«
»Jeg tænker på de mødre, der lagde de første ord i en bøn på deres børns læber, førte dem til dåben, forberedte dem på at modtage sakramenterne og lærte dem at udleve den kristne næstekærlighed. Jeg tænker på de bedstemødre, der værnede om et husalter, bad for de levende og de afdøde og gjorde Gud nærværende i hverdagens gøremål. Allerede i Kirkens første tid finder vi noget lignende: Bag Timotheus’ tro stod der to kvindenavne,« fortsætter pave Leo XIV i sin prædiken.
Her bliver kvindernes betydning for troen også tydelig. »Også dette land har kvindenavne indskrevet i sin troshistorie. Blandt dem er den hellige Maria Francesca Rubatto, som ønskede at blive blandt jer og tjene de mest trængende her. Der er også de salige martyrer Dolores og Consuelo Aguiar-Mella, to søstre født i Montevideo. Deres tre liv er meget forskellige, men i dem alle finder vi en troskab til det yderste. Det meste af denne historie er dog ikke blevet nedskrevet i bøger. Den er i stilhed blevet givet videre fra generation til generation inden for familierne. Når vi spørger, hvor den tro, vi bærer i os, kommer fra, dukker navnet på en særlig kvinde ofte op: en mor, en bedstemor, en gudmor, en ordenssøster eller en kateket,« fortsætter paven.
»Til alle disse kvinder vil jeg i dag sige tak. Tak, fordi I har troet, og fordi så mange familier har holdt en vej til Gud åben. Nogle har kunnet gøre det med støtte i en familietradition, der rækker langt tilbage; andre har måttet gøre en større indsats for at bevare troen, måske uden altid at møde forståelse eller støtte i deres eget hjem. Jeg ved, at mange af dem bærer en særlig smerte i hjertet. De har lært deres børn at bede, og i dag beder disse børn ikke længere. De gik til messe sammen, men børnene har i årevis ikke sat deres ben i en kirke. De har talt med deres børnebørn om Gud, og nu ved de ikke, om ordene har sat spor. Nogle gange spørger de sig selv, om de har gjort noget forkert, eller om det hele er gået tabt. Lad mig her minde om den hellige Monika. Hun kendte denne smerte. I årevis bad hun for en søn, der syntes at komme stadig længere væk fra Gud, og hun holdt aldrig op med at stole på nåden. Tro derfor ikke, at det, I har sået, er gået tabt. Herren har lært os, at frøet kan vokse, uden at den, der sår, ved hvordan!« lyder pavens opfordring.
»Mødre og bedstemødre, bliv aldrig trætte af at give troen videre! Forkynd med jeres liv og jeres ord. Vær vedholdende i bøn, kærlighed og håb: Vær vedholdende i tide og utide. Gør det tålmodigt, uden hårdhed og uden at miste modet. Selv om jeres kære synes langt fra Gud, så bliv ved med at bære dem frem for ham. Hold ikke op med at velsigne dem, følge dem og på en enkel måde minde dem om det, de engang har modtaget. Der findes døre, som I ikke kan åbne, men det kan Gud,« afslutter paven sin prædiken på højtiden for Vor Frue, Jomfruen af de Treogtredive, Uruguays skytshelgen.
»Uruguay: Vi må begive os på vej! Vi må vende tilbage til hjemmene, gå mennesker i møde, lytte til deres spørgsmål og bringe dem Kristus! Vi ved hver især, hvem vi skal tage dette skridt hen imod: måske et barn, en ven, en nabo, en, der for længst er holdt op med at tro, eller som aldrig har haft nogen ved sin side, der talte om Gud. Om lidt vil jeg lægge Rosa de Oro foran dette billede. Med denne gestus vil jeg ære hende, som i sandhed er ›vort folks ære‹, og synliggøre opfyldelsen af de ord, hun selv udtalte: ›Alle generationer vil kalde mig salig.‹ Jeg vil på ny indvie denne nation til Maria, folkets anfører og vejleder, betro dette land og alle, der bor her, til hendes beskyttelse og bønfalde Gud om, at han gennem hendes mægtige forbøn må forpurre djævelens gerninger og værne det elskede Uruguay mod alt, hvad der søger at føre landet bort fra Kristus,« lyder pavens afsluttende ønske.
Af Veronica Giacometti · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
