I Milleis Argentina fremhæver Leo XIV de centrale temaer i sit sociale pontifikat – fra forsvaret for livet og spørgsmålet om arbejde til kunstig intelligens.
»Tillid, tilgivelse og villighed til at tjene« er goder, »som et samfund har brug for, og som ingen offentlig politik kan frembringe alene«. Sammen med »bevidstheden om, at ens liv har en mening, der rækker ud over succes«, dyrkes de »i den personlige samvittighed og i familiernes og fællesskabets liv«. Troen »nærer og understøtter disse goder«, mens »økonomien skal være til for mennesket, ikke mennesket for økonomien«.
Pave Leo XIV siger dette til det akkrediterede diplomatiske korps og civilsamfundet i sin første tale i Argentina. Efter tre dage i Uruguay forlader han symbolsk landet fra helligdommen for Vor Frue af de Treogtredive og flyver blot en times tur til den argentinske hovedstad, som er den anden etape på hans rejse i Latinamerika. Han lander omkring kl. 16.30 lokal tid, kl. 20.30 i Italien. Men den første begivenhed efter hans ankomst til Argentina er ikke talen. På vej til Casa Rosada, præsidentens residens, gør han holdt ved monumentet for befrieren San Martín, fordi Argentina lægger stor vægt på sin nationale stolthed. Derfra tager Leo XIV til Palacio de Libertad for at holde sin første tale i Argentina.
Leo undlader ikke at minde om, at rejsen også er en hyldest til pave Frans, historiens første argentinske pave, som heller aldrig vendte tilbage til sit hjemland. Han hylder den argentinske nation og opfordrer frem for alt argentinerne til selv at engagere sig. Det sker i en indholdsmættet tale, der i høj grad følger stilen fra hans tale til det diplomatiske korps i Montevideo. Der løber en rød tråd gennem pavens diplomatiske taler på denne rejse: forsvaret for livet, fremme af værdigt arbejde, omsorg for skaberværket, udfordringerne ved kunstig intelligens og det personlige engagement. Det er måske netop meningen med rejsen til et Latinamerika, som Leo XIV kender godt, og hvis kristne rødder han ønsker at fremhæve, sådan som han allerede gjorde i Uruguay. For Argentinas vedkommende henviser han til José Hernández’ Martín Fierro, til Jorge Luis Borges’ værker og til de mange forfattere, der har beriget det spanske sprog med nuancer fra Río de la Plata, men også til tangoen. Det er en kulturarv, hvori »landets kristne tro er dybt rodfæstet«, og hvis præg »går gennem nationens erindring og forbliver levende hos utallige argentinere, der i evangeliet har fundet en kilde til mening, håb og broderskab«.
Leo XIV taler om et demokrati, der »hører til den arv, der skal værnes om«. Han understreger, at »demokratiet også styrkes gennem den måde, man hver dag handler på i det offentlige liv«, med udgangspunkt i »evnen til i den, der tænker anderledes, at se en landsmand, som man deler den samme skæbne med«.
Leo XIV fremhæver den »særligt krævende opgave«, som påhviler dem, der har et offentligt hverv, fordi »autoritet får sin højeste betydning, når den udøves som tjeneste, når den formår at se ud over det umiddelbare, og når den sætter sine kræfter ind på at drage omsorg for det, der tilhører alle«.
Leo XIV taler især om »de familier, der bærer usikkerhedens byrde på deres skuldre, dem, der søger arbejde, de ældre, som gennem mange år har bidraget til at opbygge samfundet, og dem, der trods arbejde har svært ved at skaffe deres familie det nødvendige«. Han understreger: »Økonomien skal være til for mennesket, ikke mennesket for økonomien«.
Paven opfordrer til, at det fælles bedste »også skal kunne mærkes i hverdagens konkrete livsvilkår«. Han understreger familiens centrale rolle og gentager, at en af de grundlæggende forudsætninger for et sundt samfund er, at man »kan leve af sit arbejde«. Derfor skal der »skabes betingelser« for, at alle frit kan tilrettelægge deres liv, hvilket »kræver en særlig styrkelse af uddannelsen, erhvervsuddannelserne, universiteterne og forskningen«.
I denne sammenhæng kommer paven med endnu en appel mod abort. Han spørger: »Hvilken plads har de, der endnu ikke er født, i vores beslutninger?« Han siger, at »før vi spørger os selv, hvilken verden vi vil efterlade dem, må vi anerkende deres værdighed«. Han advarer om, at »vores ansvar over for de kommende generationer begynder med at tage imod livet fra dets første øjeblikke og værne om det indtil dets naturlige afslutning«, og at »den samme værdighed kræver særlig opmærksomhed i tilfælde af sygdom, afhængighed og handicap«. Også i disse tilfælde er det vores pligt »at drage omsorg, lindre lidelsen, stå mennesker bi og lade hvert enkelt menneske mærke, at dets liv altid har en værdi, som ingen omstændighed kan forringe«.
Det er et ansvar over for menneskeheden, som »også omfatter omsorgen for jorden«, særligt i et Argentina, der er »velsignet af Gud med en enestående naturrigdom«, men det gælder også spørgsmålet om kunstig intelligens.
Leo XIV siger: »Medicin, uddannelse, produktion og forskning råder i dag over redskaber, som kan forandre menneskelivet gennemgribende. Disse fremskridt kræver, at man overvejer konsekvenserne af deres anvendelse og det ansvar, der påhviler dem, som afgør, hvordan de skal bruges. Den teknologiske udvikling kræver en etisk bevidsthed, der står mål med dens udfordringer.«
Det er et ansvar, som »rækker ud over en enkelt stats grænser«, for »de store floder forbinder territorier; økosystemerne strækker sig fra det ene land til det andet; energi, fødevarer, viden og menneskers bevægelser skaber bånd, der går på tværs af grænser«.
Når man tænker på Argentinas fremtid, må man derfor, bemærker Leo XIV, rette blikket mod Sydamerikas folk: »Sydamerika besidder en stor menneskelig og naturlig rigdom, og dets folk deler historiske bånd og kulturelle traditioner, som åbner et bredt felt for samarbejde. Argentina kan bidrage til denne indsats med sin erfaring og sine evner. At styrke rammerne for møder og samarbejde er en måde, hvorpå man sammen kan påtage sig det ansvar, som intet land kan håndtere alene.«
Et sådant samarbejde er »nødvendigt over for alvorlige trusler« som »organiseret kriminalitet, menneskehandel, våben- og narkotikahandel samt korruption«. Disse fænomener kræver »en koordineret indsats mellem staterne og solide institutioner«.
Leo XIV fremhæver, at »en væsentlig del« af ansvaret for at udbrede evangeliet og bevare nationens værdier hviler på argentinernes skuldre. »Den enestående arv, I råder over, giver jer mulighed for at se fremtiden i møde med tillid,« formaner Leo XIV. »Det er op til jer at lade det, I har modtaget, bære frugt og holde målet om at ›skabe national enhed‹ levende, sådan som det proklameres i præamblen til jeres forfatning. Må de, der kommer efter jer, modtage et forenet fædreland, som står mål med sin historie og de muligheder, det rummer.«
Endelig retter paven blikket mod »Vor Frue af Luján, erindringens tavse vogter. Foran hendes billede er generation efter generation af mødre og fædre, arbejdere, unge og ældre fra alle dele af landet kommet med deres tids bekymringer og håb«. Det er et tegn på, at Argentina fortsat er kristent i sine rødder.
Af Andrea Gagliarducci · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
