Iranere udgør en stor andel af de voksne, der bliver døbt i Wien. Hananias-tjenesten, som ledes af en iransk konvertit, hjælper nye konvertitter med at finde et åndeligt hjem i Kirken.
En kold vinteraften i Østrig, kort efter at Anna Maria Jalalifar var flygtet fra Iran med sin familie, begav hun sig ud for at finde en kirke. Hun talte endnu ikke tysk, så hun tegnede et kors på hånden og viste det til en forbipasserende, som pegede hende i den rigtige retning. Året var 1993. Hendes mand var tilbageholdt i et østrigsk interneringscenter, og hun frygtede, at de alle ville blive sendt tilbage til deres hjemland.
En tante, der var konverteret til kristendommen, havde opfordret hende til at søge hjælp hos en, hun knap nok kendte: Jesus Kristus. Da hun nåede frem til kirken, var den indre port allerede låst. Men mens hun stod med sine døtre mellem indgangen og porten, kunne hun skimte alteret, lyset fra alterrummet og nogle få religiøse malerier. Hun følte en fred, hun aldrig før havde kendt.
Hendes mand blev løsladt allerede dagen efter, og det var det tegn, hun havde ventet på. Fra det øjeblik var hendes liv forandret for altid.
I dag hjælper Jalalifar andre iranere med at finde vej til den katolske Kirke gennem den særlige Hananias-tjeneste, som er en del af De Pavelige Missionsselskaber i Østrig. Tal fra ærkebispedømmet Wien tyder desuden på, at hendes mission har en lovende fremtid.
Ifølge oplysninger fra bispedømmet, som er delt med NCR, var 66 af de 179 voksne, der blev optaget til dåb i ærkebispedømmet Wien i 2025, født i Iran, mens 71 var født i Østrig. Samtidig registrerede Wiens kommunale statistik 18.516 indbyggere, der var født i Iran, det år. Det svarede til omkring 0,9 procent af byens befolkning – selv om ærkebispedømmet strækker sig ud over bygrænsen.
Tendensen synes ikke at være et enkeltstående tilfælde. I sidste måned oplyste ærkebispedømmet, at 72 af de næsten 230 katekumener, som forbereder sig til dåb i 2026, var iranere, mens 73 var indfødte østrigere. I 2025 talte de næststørste udenlandskfødte grupper blandt katekumenerne – afghanere og tyskere – kun fem personer hver.
På flugt fra mullaherne
Denne overrepræsentation af iranske konvertitter i Østrig rejser vigtige spørgsmål om årsagerne til udviklingen og dens betydning for kontinentets fremtid. Europa har i flere årtier oplevet betydelige migrationsstrømme fra islamiske lande.
Den Islamiske Republik er et præstestyre, der blev etableret efter revolutionen i 1979 under mullahernes ledelse. Ved at påtvinge religion med tvang har styret medvirket til, at en stor del af befolkningen har fjernet sig fra islam. I de senere år har forskere afdækket et undergrundsfænomen med udbredt sekularisering, herunder en bølge af ateisme, sideløbende med en i vid udstrækning hemmelig bevægelse af konversioner til kristendommen.
Disse konversioner straffes hårdt af regimet, fremgår det af en rapport fra den britiske regering fra juni 2026. Rapporten beskriver, at konvertitter, der åbent praktiserer deres tro, næsten systematisk bliver anholdt og fængslet. Lande med en kristen arv, såsom Østrig, giver derimod mange iranere frihed til at følge deres åndelige vej og lade sig døbe – en vej, Jalalifar selv har gået og derfor kender godt.
Jalalifar voksede op hos troende muslimske forældre. Hun var 10 år, da revolutionen gjorde hendes hverdag i Iran til et mareridt. Allerede som teenager havde hun inderst inde forkastet islam, frastødt af den vold, hun havde været vidne til. Men det udslettede ikke hendes længsel efter Gud.
Hun flygtede fra Iran med sin mand og deres to små døtre i november 1993, fordi hun frygtede for familiens sikkerhed efter gentagne razziaer mod deres hjem.
»Jeg tænkte, at en gud, der behandler mennesker med så stor hårdhed og grusomhed, ikke kunne være den sande Gud, og mange af mine landsmænd er nået til samme konklusion,« sagde hun til NCR. »Det er sådan, mange begiver sig ud på en søgen og opdager den kristne tro,« tilføjede hun.
Efter ankomsten til Østrig sendte hendes kristne tante evangelierne på persisk til hende. Jalalifar fortæller, at hun læste dem på to dage, fordi de på fuldkommen vis udtrykte den lære, hun altid havde længtes efter. Men først efter flere måneder bad hun om at blive døbt; hun var bange for konsekvenserne af apostasi.
At overvinde disse vanskeligheder førte direkte til hendes missionærkald: at ledsage andre muslimer i deres søgen efter Kristus.
Kirken skal udrustes til nye realiteter
Jalalifar har været kateket siden 1999 og har ledet Hananias siden 2018. Projektet udsprang af en iagttagelse fra cistercienseren pastor Karl Wallner, der dengang var national direktør for De Pavelige Missionsselskaber: Konvertitterne fik ganske vist en tilstrækkelig forberedelse til dåben, men den efterfølgende pastorale omsorg var utilstrækkelig, især på deres modersmål.
Hananias yder pastoral støtte på farsi og dari til kristne fra Iran og Afghanistan, hvoraf mange stadig har svært ved tysk. Siden 2019 har foreningen jævnligt arrangeret messer på persisk i samarbejde med præster fra ærkebispedømmet Wien. Jalalifar står for at forberede og oversætte de liturgiske tekster og salmer.
»Her finder de nydøbte et fællesskab i troen med andre kristne fra Iran og Afghanistan, noget de ellers ville savne,« sagde hun. På den måde bliver Hananias et lille »hjem« for mennesker, der har mistet deres hjemland.
Hananias’ ressourcer stilles desuden til rådighed for kirkelige institutioner i hele Østrig og uden for landets grænser. Det gælder blandt andet teologiske værker, tosprogede brochurer og digitalt kateketisk materiale, der er oversat til persisk.
Præster har brug for mere uddannelse
I takt med at antallet af konversioner fra islam til kristendommen stiger i Østrig, føler mange præster sig rådvilde over for, hvordan de skal ledsage de nye konvertitter, og de ved ikke, hvordan de skal handle, bemærkede Jalalifar.
Den østrigske Kirke har allerede uddannet og ansat kateketer, som på kandidaternes modersmål vejleder dåbskandidater, der taler farsi, dari og arabisk, understregede Jalalifar. Hun mener dog, at præsterne selv har brug for mere praktisk uddannelse i at ledsage mennesker, der forlader islam.
»Jeg mener, det ville være godt under præsternes uddannelse at give dem de teoretiske og praktiske redskaber, de behøver for at kunne yde disse mennesker en solid pastoral omsorg,« sagde hun. Sognene skal også tage imod de nydøbte »med åbne hjerter og åbne døre« og hjælpe dem med at vokse i troen og slå rødder i deres nye land.
Da hun blev spurgt om mistanken om, at nogle muslimer måske søger dåb udelukkende for at forbedre deres chancer for at få asyl, erkendte hun, at sådanne tilfælde forekommer, men beskrev dem som enkeltstående.
»I samarbejde med dem, der har ansvaret for at forberede muslimer til dåb i den katolske Kirke, vurderer jeg kandidaterne med stor omhu og grundighed,« sagde hun. Kravet om et års individuel forberedelse forud for en dåbsanmodning hjælper ifølge Jalalifar med at identificere dem, der er drevet af egeninteresser.
Det frivillige arbejde og engagement, som mange nydøbte katolikker lægger for dagen, vidner ifølge hende om, at deres tro er oprigtig.
Hun opfordrer også regelmæssigt Kirken til at uddanne og udsende de konvertitter, der føler sig kaldet til at dele evangeliet med deres landsmænd, hvis sprog, kultur og tænkemåde de forstår. »Det bliver stadig vigtigere, at vi lever vores tro konkret, så andre ud fra vores levevis kan se, at vi er kristne,« sagde hun.
I et Europa, der oplever en kraftig udbredelse af islam, mener hun, at dette evangeliserende vidnesbyrd kan være relevant for politiske beslutningstagere og åbne døre, som i dag forbliver lukkede i de lande, konvertitterne har forladt.
»Når der nu lever så mange muslimer iblandt os, må vi se det som en mulighed for at tale med dem om Kristus i tide og utide,« konkluderede hun. »Vi må ikke glemme, at dette ganske enkelt ville være umuligt i mange muslimske lande som Iran og Afghanistan.«
Af Solène Tadié · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark




