Libanons præsident Joseph Aoun afviste, at den kristne tilstedeværelse i landet er i fare, men de troende udsættes fortsat for vold, fordrivelse og pres for at forlade landet.
Den 28. oktober sagde Libanons præsident Joseph Aoun til en delegation af franske parlamentarikere, der er medlemmer af en studiegruppe om kristne i Østen, at »den kristne tilstedeværelse i Libanon ikke er i fare«. Han pegede på landets tradition for sameksistens mellem kristne og muslimer og fremførte, at det, der var sket i nabolandene, ikke kunne ske i Libanon.
Aouns udtalelser falder på et tidspunkt, hvor der er bekymring for sikkerheden og fremtiden for Libanons kristne samfund, fordi familier udsættes for vold, fordrivelse og pres for at udvandre.
Libanons politiske system anerkender formelt partnerskabet mellem landets kristne og muslimske samfund. Ifølge den mangeårige magtdelingsordning skal præsidenten være maronitisk kristen, premierministeren sunnimuslim og parlamentets formand shiitisk muslim. Parlamentets pladser fordeles ligeligt mellem kristne og muslimer. Kristnes deltagelse er derfor en del af landets grundlæggende politiske ordning. Aouns forsikring må imidlertid holdes op mod de erfaringer, som kristne samfund over hele landet har gjort.
Sikkerheden
Den mest umiddelbare og håndgribelige prøve er sikkerheden.
Den 29. oktober blev den maronitiske pastor Samir Daou fundet myrdet af en syrisk arbejder. Flere måneder tidligere blev pastor Pierre al-Rahi dræbt under israelsk beskydning. I februar 2025 blev den armensk-apostolske arkimandrit Anania Kojanian dræbt i sit hjem.
Tabene omfatter ikke kun gejstlige. I løbet af de seneste måneder blev tandlægen James Karam og hans børn Tony og Theodosia dræbt i israelske angreb, ligesom Pierre Moawad, hans hustru Flavia Mourad og Roula Matar.
I de senere år har drabene på Pascal Sleiman og Elias Hasrouni – der begge havde tilknytning til De Libanesiske Styrker, et kristent politisk parti, som er modstander af Hizbollah – også forstærket frygten. Fadi Bejjani, der tidligere var livvagt for en kristen politiker, omkom i en anden hændelse: en skudveksling i 2023 mellem lokale indbyggere og bevæbnede mænd fra Hizbollah, efter at en lastbil med gruppens ammunition var væltet.
Omstændighederne ved disse dødsfald er forskellige, men de understreger den mest grundlæggende forudsætning for at blive i Libanon: personlig sikkerhed.
I det sydlige Libanon består faren også i, at hele samfund rykkes op med rode. Kristne landsbyer nær grænsen til Israel er blevet fanget i konflikten mellem Israel og Hizbollah, den iranskstøttede shiitiske politiske og væbnede bevægelse, som USA har udpeget som en terrororganisation.
I Qawzah fortalte pastor Antonios Hanna, sognepræst i St. Josephs Sogn, for nylig EWTN News, at indbyggerne var blevet fordrevet, efter at deres landsby var blevet en slagmark. Boliger og sognekirken er blevet beskadiget.
Kristne, som er blevet i Rmeish, Ain Ebel og Debel – tre landsbyer nær Libanons grænse til Israel, der er kendt som »modstandskraftens delta« – gennemgår en anden prøvelse. Indbyggerne er afskåret fra arbejdspladser, universiteter og hospitaler og er afhængige af koordinerede konvojer, når de skal forlade deres hjem eller vende tilbage. Trods deres tilknytning til deres land gør utrygheden det svært at blive, mens fordrevne familier har brug for sikkerhed og genopbygning for at kunne vende tilbage.
Hizbollah har trukket de kristne samfund ind i en krig, de ikke har valgt og ikke har råd til. Gruppens afvæbning står på regeringens dagsorden, og de libanesiske myndigheder har opsnappet forsendelser af sprængstoffer og skærpet de finansielle restriktioner. Alligevel har disse tiltag indtil videre kun haft begrænset indvirkning på gruppens evne til at trodse statsmagten og udøve politisk og militær indflydelse.
Jordens politiske betydning
Jord er en anden side af samme spørgsmål. Kardinal Bechara Boutros al-Rai, den maronitiske patriark, har advaret om det stigende salg af jord og opfordret kristne ejere til ikke at opgive de rødder og den fremtid, som ejendommene repræsenterer.
Politikere, medier og forskningscentre har hævdet, at Hizbollah og finansfolk med tilknytning til bevægelsen står bag omfattende jordopkøb i kristne områder. Det er normalt at købe og sælge ejendom i ethvert land. Men beretninger om koordinerede opkøb, uklar finansiering og tilbud over markedsprisen har vakt frygt for, at transaktionerne indgår i en strategi, der skal udvide gruppens territoriale og politiske kontrol.
For mindretal er ejerskab af jord tæt forbundet med overlevelse.
Repræsentation, beskæftigelse og udvandring
Meningsfuld deltagelse i det nationale liv er lige så vigtig. At landet har en kristen præsident, besvarer ikke alle spørgsmål om kristnes adgang til offentlige stillinger og ansvar i statslige institutioner.
Som den libanesiske avis Nidaa al-Watan eksempelvis har skrevet, var kun tre af de 54 regnskabsaspiranter, der var omfattet af et dekret om forflyttelser og udnævnelser i den offentlige forvaltning, kristne. Libanons forfatning fastsætter lige fordeling mellem kristne og muslimer i de højeste stillinger i embedsværket, mens kvalifikationer og kompetence er kriterierne for andre offentlige stillinger. Visse tal kræver dog klare og åbne svar om rekruttering og adgang.
Dertil kommer de unges fremtid. En undersøgelse foretaget af Arab Barometer i 2024 viste, at 58 procent af libaneserne mellem 18 og 29 år ønskede at udvandre. Tallet gælder libanesiske unge generelt og ikke kun kristne. Manglende muligheder, ustabilitet og den alvorlige økonomiske krise gør det svært for unge at blive i deres hjemland.
Alligevel mister deres landsbyer og sogne de familier, de unge ellers kunne have stiftet, og de kompetencer, de kunne have bidraget med, når unge kristne rejser ud for at finde arbejde og stabilitet. Et sogns fremtid afhænger af, om den næste generation har råd til at opbygge et liv omkring det.
Som alle andre libanesere har kristne ret til at leve i fred på deres egen jord, fri for krig og islamistiske militsers tvangsmagt. Den garanti, de har brug for, er en stat, der er i stand til at gøre disse rettigheder til en del af hverdagen.
Denne artikel blev først offentliggjort af ACI MENA, EWTN News’ arabisksprogede søstertjeneste. Den er oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Romy Haber · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
