»Carlo Acutis: The Young Saint« får premiere i Nordamerika i februar 2027.
Omkring et år efter helgenkåringen af Carlo Acutis – den første helgen fra millennialgenerationen – skal en autoriseret dokumentarfilm om ham have premiere verden over.
»Carlo Acutis: The Young Saint« havde premiere i Vatikanets filmbibliotek den 29. september. Dokumentarfilmen, der rummer hidtil usete optagelser af Acutis’ liv og familie, markerer samtidig 20-året for, at han døde af leukæmi i 2006.
Med alt fra hjemmevideoer til fotografier fra hans pilgrimsrejser til steder som Rom, Milano og Fátima vil filmen ifølge en pressemeddelelse formidle, hvilken betydning Carlos budskab og hans jordnære hellighed har.
Dokumentarfilmen vises i italienske biografer fra den 15. til den 21. oktober, før den får premiere i Europa og derefter i Nordamerika i februar 2027.
»Carlo udvirker stadig mirakler i en verden, der ikke længere interesserer sig for Gud«
Blandt de tilstedeværende ved visningen i Vatikanet var Carlos mor, Antonia Alzano Acutis. I en samtale med EWTN News efter visningen reflekterede hun over betydningen af Carlos helgenkåring i 2025. Antonia beskrev hans eftermæle som et bevis på, at Gud eksisterer i en verden, hvor han ofte bliver glemt.
»I dagens verden virker det næsten, som om troen er blevet forældet: Folk er kommet på afstand, og teknologien ophøjes til en afgud i ekstrem grad, som om mennesker ikke længere interesserer sig for Gud,« sagde hun til EWTN News. »Carlo kalder os derimod tilbage til det evige liv og minder os om den sandhed, at Gud eksisterer.«

Hun talte også om den trøst, det giver hende at se virkningen af sin søns forbøn verden over, ikke mindst efter hans død for 20 år siden.
»Carlo plejede at sige: ›Vi skal alle bestige Golgata før eller siden, ikke sandt?‹ Men han sagde også, at et godt liv ikke nødvendigvis er et langt liv; det er et liv, hvor man virkelig formår at sætte Gud først,« fortalte hun.

»Mange forældre mister desværre deres børn, for nogle går bort tidligere og andre senere. Men at se alt det, der sker nu, er bestemt et stærkt vidnesbyrd for min egen tro, for jeg kan virkelig se, hvordan Herren virker gennem Carlo.«
Pave Leo XIV helgenkårede Carlo Acutis sammen med Pier Giorgio Frassati den 7. september 2025.
»I Am With You«, en særlig EWTN-dokumentar om Carlos liv, kan ses online.
Af Ishmael Adibuah · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark





