Silvio Báez, Managuas eksilerede hjælpebiskop, fordømte forfølgelsen af Kirken i Nicaragua, men udtrykte også håb om, at forandring er mulig, og satte sin lid til Jesus Kristus.
I april 2019 blev Managuas hjælpebiskop Silvio Báez tvunget til at forlade Nicaragua, fordi han havde forsvaret demonstranter, der modsatte sig præsident Daniel Ortega og hans hustru og vicepræsident Rosario Murillo. Under regimets nedkæmpelse blev mere end 350 mennesker dræbt. Báez fordømte landets diktaturs »irrationalitet« og »grusomhed«.
»Et af dette diktaturs mest tragiske kendetegn er dets irrationalitet. Sammen med irrationaliteten følger grusomheden. Men dette systems irrationalitet er rystende,« sagde Báez i et interview med den nicaraguanske avis Confidencial.
Interviewet fandt sted i Madrid i Spanien. Báez var kort forinden rejst dertil for at deltage i en konference i Ávila. Den flygtede biskop er bosiddende i Miami.
Den 18. april 2018 havde han som reaktion på den brutale undertrykkelse, som diktaturet havde iværksat, sagt: »Jeg opfordrer Daniel Ortega og hans hustru til at standse volden og undertrykkelsen. Sæt ikke landets fred på spil. Lær at lytte, gå i dialog og udvis den modenhed, der skal til for at rette op på så mange fejl. Vær fornuftige – for Nicaraguas skyld!«
Biskoppen sagde, at dette budskab »er blevet endnu mere relevant i dag. Jeg vil gentage det til dem ansigt til ansigt, nøjagtig det samme, som jeg sagde til dem for otte år siden: Vær fornuftige!«
»Så meget blod er blevet udgydt, så mange liv er blevet ofret, og så meget smerte. Og det har en uendelig pris. Jeg håber, at alt dette ikke er forgæves, og jeg stoler på, at Herren vil samle alt dette blod, al denne smerte og hele denne kamp i sine nådige hænder, så det kan danne grundlag for et nyt kapitel i Nicaraguas historie,« sagde han.
Siden 2018 har det nicaraguanske diktatur ubønhørligt forfulgt den katolske Kirke i landet ved at holde præster under streng overvågning, udvise ordenssøstre, konfiskere Kirkens midler og ejendomme, forbyde præstevielser og sende biskopper i eksil.
Báez fejrer messe hver søndag i St. Agatha-sognet i Miami, hvor sognepræsten og kapellanen, fader Marcos Antonio Somarriba og fader Edwing Román, ligeledes er nicaraguanere i eksil.
»Gud står aldrig på en faraos side«
»I Nicaragua er der et diktatur, som dræber, forfølger, forviser, konfiskerer, lyver og manipulerer, og som ligner de autoritære og totalitære regimer, man finder i Bibelen. I Den Hellige Skrift fylder undertrykkelse, slaveri og uretfærdighed mere, end man skulle tro,« forklarede Báez.
Prælaten fremhævede: »Det bibelske folks historie begynder i en tilstand af undertrykkelse, hvor der er en farao, som bestemmer, hvem der lever, og hvem der dør, holder folket i slaveri og bruger det til sin egen berigelse og storhed.«
Ikke desto mindre, sagde han, »hører Gud de undertryktes råb, ser de fattiges lidelse og føler med dem. Han er en Gud, der ikke forbliver ligeglad. Han træder ind i historien. I Anden Mosebog trådte Gud ind i historien ved at kalde Moses, som ved Guds kraft befrier Israels folk og fører dem til det forjættede land.«
I dag fortsatte biskoppen, »findes faraoen stadig og det, vi troende må leve efter og fastholde som en dyb overbevisning, er, at vores Gud – Bibelens Gud, Jesu Kristi Gud og Fader – aldrig står på en faraos side.«
Kirkens tavshed
Efter at have fordømt det at bringe enkeltpersoner og medier til tavshed som en forbrydelse mod menneskets værdighed tog Báez fat på tavsheden indenfor den katolske Kirke. (tavsheden i den katolske Kirke)
»I Kirken findes der en negativ tavshed: Man tier for at undgå problemer eller vanskeligheder med magtgrupper, det etablerede system eller de nuværende magthavere. Det nemmeste er at tie. Og når Kirken forbliver tavs, giver den efter for denne fristelse,« fastslog han.
»Som Jesu fællesskab er vi kaldet til at være et modigt og gennemsigtigt fællesskab, et Ordets fællesskab. Vi er ikke et tavshedens fællesskab,« sagde han. Han påpegede, at der også findes en positiv tavshed med rødder i bøn og eftertænksomhed, hvor man forstummer »ethvert menneskeligt ord for at lytte til Herren«.
»I mine sidste dage i Managua sagde jeg nogle ord, som mange husker: ’Et korsfæstet folk vil altid rejse sig igen.’ Korsets påskeikon åbenbarer nemlig for os den samme sandhed, som findes i landflygtigheden. For Gud findes der intet endegyldigt øjeblik, hvor alting slutter. Et nyt lys kan altid skinne i mørket,« sagde han.
Biskop Rolando Álvarez
Báez talte om biskop Rolando Álvarez, der er biskop af Matagalpa og apostolisk administrator af Estelí og en af de fire nicaraguanske prælater i eksil.
Álvarez blev uretmæssigt anklaget for forræderi og idømt 26 år og fire måneders fængsel efter en retssag behæftet med uregelmæssigheder. I januar 2024 blev han deporteret.
Báez sagde, at han led »meget under den tragedie, Rolando gennemgik i Nicaragua, og det giver mig tilfredshed, at jeg ud over at bede for ham hver dag også gjorde alt, hvad der stod i min magt. Jeg lod min stemme høre i flere amerikanske delstater og i forskellige medier«, for at »han ikke skulle lide i fængslet, men blive løsladt«.
En biskop i eksil
Da biskoppen så tilbage på pave Frans’ beslutning om, at Báez skulle forlade Nicaragua i 2019, erkendte han, at det »var meget smertefuldt at acceptere. Jeg diskuterede længe med pave Frans, men han var overbevist om, at det var bedst«.
»Han sagde til mig: ’Jeg vil ikke have endnu en martyrbiskop i Mellemamerika.’ Han tog mig ved armen dér i Rom og sagde: ’Hør på mig; jeg ved, hvad jeg taler om.’ Efter en lang diskussion indså jeg til sidst, at det ikke nyttede at diskutere med den hellige Fader, og jeg forstod den hengivenhed og venlighed, hvormed han forsøgte at redde mig fra et angreb og fra den død, som med stor sandsynlighed ventede mig,« fortalte han.
Om sin tjeneste i eksilet sagde Báez: »Det er en udfordring for den pastorale kreativitet. Man er dér, hvor ens hjerte er, ikke dér, hvor ens fødder er. Og i disse år i eksil har jeg opdaget, at fysisk fravær ikke nødvendigvis betyder, at man er langt væk.«
Et eksempel på denne tjeneste er, at mere end 200 nicaraguanske præster i eksil mødes via Zoom den sidste mandag i hver måned. Samlingen har ifølge Báez pave Leo XIV’s godkendelse, og en anden biskop i eksil, Carlos Enrique Herrera, formand for Nicaraguas bispekonference, deltager også.
»Det er præsteskabet i eksil, men det er et af de områder, hvor jeg udøver min biskoppelige tjeneste ved at være tæt på præsterne,« sagde han.
Pave Leo XIV og håbet for Nicaragua
I august 2025 mødtes pave Leo XIV med biskopper i eksil, heriblandt Báez. Han udtalte, at den hellige far »har et meget detaljeret kendskab til situationen i Nicaragua. Han ved, hvad der foregår, han kender Kirkens situation, han kendte til vores egen situation, og jeg tror, at han vil træffe beslutninger«.
»Pave Leo er meget eftertænksom; han er en Guds mand og dybt åndelig. Han er en vis mand, som forstår at lytte og ikke lader sig styre af impulser. Jeg er sikker på, at Nicaragua, Kirken i Nicaragua, præsterne og biskopperne er i hans tanker og i hans hjerte,« sagde prælaten.
Biskoppen erkendte, at han på grund af forfølgelsesklimaet i Nicaragua til tider har følt frygt. Men det vigtige, sagde han, er at handle og ikke lade »frygten lamme eller bringe én til tavshed«.
»Nogle gange hjælper frygten os også til at se tingene klarere. Det vigtige er, at det ikke holder dig tilbage,« tilføjede han.
Prælaten understregede, at håbet har sin kilde i troen på Gud: »Når alle veje er lukkede, når alt synes mørkt, giver troen på Gud dig den indre styrke til at sige: ’Nej, det hele er ikke forbi.’ En ny begyndelse er mulig, en, der er lysere end modløshed eller tristhed; . Vi må ikke lade frygten blokere os, spærre os inde, få os til at give op eller bringe vores stemmer til tavshed.«
Báez sagde, at han mener, at forandringer i Nicaragua afhænger af de mennesker, der stadig er i landet, og at han drømmer om et land, hvor »vi uden frygt og i en ånd af solidaritet og retfærdighed kan dele vores ideer og ressourcer; hvor vi kan opbygge et hjemland, hvor ingen føler sig udelukket, hvor det ikke er en forbrydelse at tænke anderledes; et land med sand fred, grundlagt på social retfærdighed«.
»Og jeg tror,« bekræftede han, »at det er muligt. Jeg er sikker på, at vi vil opnå det.«
»Fædrelandet lever i dit hjerte. Og jeg elsker Nicaragua.«
Af Walter Sánchez Silva · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
