Selv 800 år efter hans død vækker Frans stadig beundring i litteraturen.
Da Frans til fulde indser, at han er nået til afslutningen på sine dage på jorden, beder han om at have sine første brødre og ledsagere omkring sig, så de kan synge lovsange til ære for »søster Død« og gøre hendes tilstedeværelse mere håndgribelig og nær. At synge lovsange, bede og skabe poesi sammen. Det er et af de tydeligste træk ved personligheden og udtryksformen hos en af historiens største helgener. Fejringerne af 800-året for hans død kulminerer i disse dage, og initiativerne er så talrige – også på det bibliografiske område – at man let kan fare lidt vild i dette væld. En mulig rød tråd til en nærmere fordybelse kunne være at følge Frans som digter og som poesiens hovedperson. Men også her er der meget at fare vild i … Lad os derfor indsnævre feltet yderligere og se nærmere på ham som hovedperson i en enestående bog, der måske ikke er blevet undersøgt særlig indgående i nyere tid. Her træder Frans fuldt frem i sit lys – og med sin stemme – som digter og forvandler hverdagen, smerten, sliddet, elendigheden, faren og selve døden til en vidunderlig poetisk verden. Det drejer sig om Fioretti di San Francesco, en samling af episoder, mirakler og eksempler fra livet hos den lille fattige fra Assisi og hans ledsagere, og et udtryk for franciskansk spiritualitet og hans forkyndelse. Samlingen blev skrevet på folkesproget i sidste fjerdedel af 1300-tallet, sandsynligvis af en ukendt toscansk forfatter, med udgangspunkt i de latinske tekster Atti del beato Francesco e dei suoi compagni, der tilskrives Ugolino da Brunforte eller da Montegiorgio. Værket er overleveret i talrige håndskrifter. Den første kendte trykte udgave, som blev trykt i Vicenza, stammer fra 1476.
Der fortælles om franciskanerordenens opståen, helgenens liv og de første brødre, og om deres dyder, prædikener og mirakler. Derefter følger beretningen om den næste generation af brødre fra Marche; dermed dækkes mere end et århundrede af ordenens historie. Kapitlerne rummer hagiografiske episoder om personer som Bernardo, Leone, Masseo og Chiara uden at følge en strengt kronologisk rækkefølge. For læseren vækkes den verden til live, hvor Frans prædiker for fuglene – et syn, der får farve af Giottos vidunderlige fresker – og hvor ulven fra Gubbio nærmer sig, først truende, siden formildet og venlig; en verden, hvor det usædvanlige og det dagligdags lever side om side, og hvor Frans’ reneste stemme lyder, den stemme, der bliver til poesi i Cantico delle creature, det første digt på folkesproget i vores litteraturhistorie. Mirakler, visioner og oplevelser af stor åndelig betydning følger efter hinanden, såsom den fastetid, Frans tilbragte på øen i Perugiasøen, eller samtalerne med brødrene, som udtrykker den fuldkomne glæde. Det er stadig beroligende – ja, i dag mere end nogensinde – at læse og genlæse det afsnit, hvor Frans forklarer, hvad det vil sige at leve i fuldkommen glæde midt i den mest trøstesløse modgang. På vej mod sit kloster forestiller Frans sig en række »ulykker«, der kan indtræffe: at komme drivvåd frem, ikke blive genkendt af broderen ved porten, ligefrem blive jaget bort som formodede tyve og tilbringe hele natten ude i regnen, i kulden og uden noget at spise. Netop under sådanne forhold kan den fuldkomne glædes skønhed frit komme til udtryk: sjælsstyrken og modet til at møde livets prøvelser, den fuldstændige overgivelse til Guds kærlighed og den radikale ydmyghed. »For den største gave, Kristus kan skænke os, er, at vi besejrer os selv og for hans kærligheds skyld formår at udholde besvær, smerte og fornærmelser. Kun denne evne kan vi rose os af, for alt andet tilhører Gud.«
Der er også kapitler, som udelukkende er viet til den hellige Antonius af Padova, som Frans kaldte »min biskop«. Her beskrives levende Antonius’ storhed som taler og hans evne til at tale til alle levende væsener, også havets fisk, som i det mirakel, der udspiller sig i Rimini. På dette tidspunkt domineres byen af kætterske grupper, og ingen af indbyggerne vil lytte til ham; tværtimod håner de ham åbenlyst. Antonius forlader derfor byen, standser ved stranden og erklærer: »Da I viser jer uværdige til Herrens ord, vil jeg i stedet tale til fiskene.« Store og små fisk kommer op til overfladen, stikker hovederne op af vandet og bliver dér for at lytte til helgenens ord.
(I fioretti di san Francesco, Edizioni Paoline, 15 euro, 368 sider)
Af Caterina Maniaci · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
