Handlingspunkter vi alle kan udleve i hverdagen
Pave Leo minder menneskeheden om velsignelsen ved et fælles måltid i sin første encyklika.
Mens pave Leo XIV’s encyklika den storslåede menneskehed (Magnifica Humanitas) kalder politiske ledere og skabere af kunstig intelligens til at handle ansvarligt i betragtning af de trusler, denne teknologi udgør for mennesket, er mange af pavens konkrete forslag rettet mod almindelige mennesker.
Udfordringen, skriver paven, rækker ud over regulering af AI. Det er en “invitation til os kristne om at arbejde sammen for at fremme et fredeligt, retfærdigt og værdigt liv i fællesskab”.
I den kunstige intelligens’ tidsalder, skriver han, er det nødvendigt at reflektere over den katolske kirkes sociallære, som hjælper os med at skelne nutidens udfordringer i lyset af evangeliet og vores forståelse af mennesket skabt i Guds billede.
Han fortsætter: “Mit håb er først og fremmest at hjælpe de trofaste lægfolk og mennesker af god vilje til at genopdage deres pligt til at omsætte [disse principper] i deres daglige liv, familieforhold, arbejde og engagement i samfundet.”
Her er 10 “handlingspunkter” for os alle fra Magnifica Humanitas:
1. Bliv engageret og tag ansvar.
Pave Leo kalder os til, at erkende vores “solidaritet” med hinanden og vores forpligtelse til aktivt at arbejde hen mod det fælles bedste.
Han foreslår at “holde sig orienteret, engagere sig med andre, gøre sin stemme gældende og bidrage til offentlige beslutninger og valg” (73).
2. Brug ikke AI, når det ikke er nødvendigt.
Pave Leo advarer om, at “overdreven brug” af AI-værktøjer kan “svække personlig kreativitet og dømmekraft”. Selvom de fremstår som objektive svar, “afspejler de de kulturelle antagelser hos dem, der har designet og trænet dem, med alle deres styrker og begrænsninger”.
AI-chatbots kan også påvirke vores evne til at danne menneskelige relationer.
“Derfor ligger faren ikke så meget i, at en person tror, han kommunikerer med et andet menneske, men snarere i, at man måske gradvist mister lysten til at skabe ægte menneskelige forbindelser” (100).
3. Dyrk relationer.
Medens den digitale kultur giver flere muligheder for kontakt, tilfredsstiller den ikke menneskets behov for ægte nærhed, skriver paven.
“I en tid, der præges af hastighed og fragmentering, længes mennesket stadig efter at modtage omsorg og anerkendelse fra opmærksomme sind, venlige ord og hænder, der kan vise ømhed,” skriver paven.
“Jeg opfordrer alle til at værne om steder og tidspunkter, hvor fysisk nærvær er afgørende, såsom fælles måltider,” han foreslår og nævner kristne fællesskaber, bruge tid med ensomme og tjene de fattige som anledning til sådanne møder. (239).
4. Hjælp børn og unge med at sige nej til AI.
Forældre og lærere bør hjælpe unge med at modstå trangen til at bruge deres skærme til underholdning og til AI for hurtige og lette svar på deres spørgsmål, påpeger pave Leo. Han advarer mod, at unge i dag rammes af “træthed, kedsomhed og apati over for den indsats, der kræves for at søge sandheden” (139).
“Vi må derfor lære at udvise tilbageholdenhed i brugen af AI og beskytte vores unge mod løftet om den perfekte maskine, mod den snigende fristelse, der får menneskelig tænkning til at virke overflødig netop dér, hvor der er mest brug for den,” skriver han (140).
5. Beskyt børn og unge mod afhængighed, pornografi og seksuel udnyttelse.
Pave Leo advarer mod at give små børn personlige mobiltelefoner og lade dem bruge dem uden opsyn af en voksen.
Faren er, skriver han, at en sådan uhensigtsmæssig adgang til teknologi kan “forværre unges sårbarhed, fremme afhængighed og udsætte dem for isolation, mobning og cybermobning samt pres til at dele intime billeder eller følsomme oplysninger” (141).
6. Prioritér menneskelige medarbejdere.
Pavens encyklika indeholder en formaning til arbejdsgivere. AI kan være nyttig, skriver han, når den befrier mennesker for besværlige, gentagne eller farlige opgaver. Der bør imidlertid udvises omhu for at sikre, at brugen af AI ikke påvirker mennesker negativt ved at fjerne deres arbejdspladser.
”Beskyttelsen af beskæftigelsesmulighederne og den enkeltes uerstattelige rolle skal forblive den generelle regel,” skriver paven.
”Stræben efter større overskud kan ikke retfærdiggøre valg, der systematisk ofrer arbejdspladser, for mennesket er et mål, ikke et middel, og den økonomiske orden skal forblive underordnet menneskets værdighed og det fælles bedste.” (152).
7. Vær opmærksom på vores ord.
Vi må “afvæbne” vores ord for at skabe en mere menneskelig civilisation, skriver paven.
“Ord har enorm kraft, noget vi oplever i vores daglige samspil; for eksemple kan talte ord ændre vores humør til det bedre eller værre,” skriver han.
Paven kalder os også til, at vi foretager en samvittighedsundersøgelse af “de ord vi bruger, de fordomme vi har, og den eksplicitte eller implicitte aggression, der ligger i dem” (214).
8. Genopliv dialogen.
Paven kalder til dialog, ikke kun i “relationer mellem stater”, men i vores hverdag.
Det er nødvendigt, at vi tilegner os en holdning, “der søger at skabe bånd af broderskab baseret på lydhørhed, åbenhed, tid til hinanden og endda at spilde tid sammen” (220).
9. Indfør et program for et kristent liv.
For at møde de enorme teknologiske forandringer, der finder sted, foreslår paven, at vi følger “et nøgternt, men krævende program for et kristent liv”.
Dette program vil indebære »at fordybe sig i Guds plan, at leve i kirkelig enhed gennem deltagelse i eukaristien, at opbygge en verden, der sætter det fælles bedste i centrum, og at bede i forening med den hellige Jomfru Maria«(229).
10. Byg en ‘byggeplads for vores tid’.
Vi står over for et afgørende valg, skriver paven i indledningen til encyklikaen: »enten at opføre et nyt Babels tårn eller at bygge den by, hvor Gud og menneskeheden lever sammen.«
Babels tårn, forklarer han, var et projekt, »der blev udtænkt uden henvisning til Gud, understøttet af en ensartethed, der udryddede mangfoldigheden og valgte ensartethed frem for fællesskab.«
Alternativet er i dag en »byggeplads« for en »kærlighedens civilisation« med Kristus som hjørnesten.
Han sammenligner bygherrerne af denne nye by med Nehemias, der erkendte Guds vilje om at genopbygge Jerusalems mure.
Pave Leo skriver: ”Jeg ser i ham en slående lignelse om vores eget kald, som ikke er at være passive iagttagere til sociale og kulturelle brud, ej heller blot kommentatorer til det, der smuldrer, men mænd og kvinder, der er rede til at træde ind på historiens byggepladser – forskningslaboratorier, teknologivirksomheder, skoler, medier, institutioner og lokalsamfund – for at genopbygge det, der er faldet sammen, og beskytte det, der er truet” (241).
Magnifica Humanitas Full Text English Version
Af Zelda Caldwell Vatikanet
28. maj 2026 · Oversat af EWTN Danmark
