Pavens behandling af synodalitet tyder på et skift væk fra vage opfordringer til en ’lyttende kirke’ og hen imod Kirkens traditionelle ledelsesstrukturer.
Pave Leo XIV har bestemt meget at se til. Og med sit nylige vellykkede besøg i Spanien og udgivelsen af sin første encyklika er han i færd med at etablere sin egen vision for den katolske kirke og verden.
Hver pave står over for en delikat balancegang mellem kontinuitet i forhold til tidligere pontifikater og behovet for måske at »korrigere« eller i det mindste modificere og nuancere sine forgængeres beslutninger.
Et af de spørgsmål, som pave Leo har arvet fra pave Frans, og som synes at have behov for nuancering og justering, er det meget omtalte, men sjældent definerede begreb »synodalitet«.
Pave Leo har nævnt synodalitet flere gange, og det ser derfor ud til, at han blot fører det videre, som hans forgænger påbegyndte. Men ved nærmere eftersyn har mange iagttagere bemærket, at pave Leo, når han taler om synodalitet, ganske ofte knytter det til begrebet biskoppelig kollegialitet snarere end til forestillingen om en »lyttende kirke«, der er forankret i de »konkrete erfaringer« hos en eller anden vagt defineret abstraktion kaldet »Guds folk«.
Kollegialitet var naturligvis en af de vigtigste landvindinger fra Det Andet Vatikankoncil. Kort sagt afviste koncilet tanken om, at biskopperne var en slags filialchefer i »Catholic Inc.«, med paven som administrerende direktør. Det afviste desuden tanken om, at al biskoppelig autoritet kom til biskopperne gennem paven, som i en vis forstand »delte« sin autoritet med dem.
I stedet bekræftede koncilet, at biskopperne modtager deres autoritet direkte fra Gud i kraft af deres ordination. Paven er ikke en absolut monark, og biskopperne er ikke denne monarks vasaller. Men paven er heller ikke blot en symbolsk figur for enhed. Dette er ofte en vanskelig balancegang, men Kirken har klaret det i århundreder.
En biskops tre munera, eller embeder, er at undervise, helliggøre og lede. Disse skal altid udøves i forening med paven og under hans autoritet som Kirkens petrinske overhoved. Ikke desto mindre er det Gud selv, der har tildelt dem disse funktioner, og ikke ved delegation fra paven. Lovligheden af deres bispevielse afhænger kanonisk set af, at de modtager et paveligt mandat – et mandat, der også teologisk er forankret i den petrinske autoritet som den vigtigste garant for den kirkelige enhed. Men munera tilhører dem ved guddommelig ret, så snart de er lovligt ordineret.
Ved at knytte synodalitet sammen med kollegialitet synes pave Leo derfor at foretage en vigtig ændring af synodaliteten og flytte dens fokus væk fra en »rap-session« i 1970’er-stil, hvor Kirken angiveligt »endelig« lytter til Helligåndens stemme gennem iscenesatte »lyttesessioner«.
Ved at henvise til koncilets lære om kollegialitet i stedet for de synodale lederes uophørlige misbrug af metaforen »Guds folk«, reorienterer pave Leo synodaliteten som en sand lære fra koncilet om delt biskoppeligt lederskab, snarere end den helt forkerte opfattelse, at »Guds folk« er lægfolket, der nu betragtes som en slags politisk enhed, og som ofte stilles over og imod den »hierarkiske kirke«.
Lumen Gentium gør det overordentligt klart, at »Guds folk« er alle Kirkens medlemmer – lægfolk, ordensfolk og præster – som sammen er på en eskatologisk pilgrimsrejse mod Guds Rige. Først efter at denne virkelighed er bekræftet, går Lumen Gentium videre med at skelne mellem lægfolk og hierarkiet.
Faktisk stammer ordet »synode« fra et græsk ord, der betyder »at rejse sammen«. Det, koncilet ønskede at bekræfte, var, at Kirkens mål og eneste eksistensberettigelse er overnaturligt, og at lægfolket og hierarkiet sammen har til opgave at rette sig selv og Kirken mod dette overnaturlige mål.
Der var derfor bestemt ingen opfattelse på koncilet af, at en sand kirkelære ville indebære en skelnen mellem institution og ånd, således at den »subjektive oplevelse af Ånden« stilles op mod en kold og nådesløs vægt på sandheden i rene doktriner.
Vi så alt for meget af denne form for retorik under synodeprocessen og faktisk gennem hele Frans’ pontifikat. Ved at påberåbe sig kollegialitet, hvor henkastet og indirekte det end måtte være, signalerer pave Leo, at ægte synodalitet vil være forankret i koncilets sande kirkelære og ikke i en tilbagevenden til en kulturel 1970’er candyfloss-stemning.
Men for at ingen skal tro, at jeg er uretfærdig over for synodeprocessen, som den har udfoldet sig indtil nu, vil jeg gerne nævne et eksempel på denne »stemning« i den nyligt offentliggjorte rapport fra synodens »Studiegruppe 9« om homoseksualitet. Det skal bemærkes som det første, at pave Frans satte kardinal Jean-Claude Hollerich fra Luxembourg i spidsen for synoden, selvom han offentligt har tilkendegivet, at han afviger fra Kirkens lære om homoseksualitet og endda fra Kirkens lære om seksualitet generelt. Mere specifikt inviterede synodens arrangører den velkendte aktivist for LGBTQ-inklusion, jesuiterfader James Martin, og gjorde ham til stemmeberettiget medlem af synoden.
Det var især bemærkelsesværdigt, at der ikke blev udsendt nogen invitation til deltagelse i synoden til lederne af Courage International, det største katolske apostolat for homoseksuelle, der opfordrer til trofasthed over for Kirkens lære. Dette er en iøjnefaldende udeladelse i en proces, der kalder sig selv »at lytte til alle stemmer«. I stedet tyder alt på en proces, der fra starten har været manipuleret, hvor Guds folks »erfaringer« udvælges og filtreres af nogle få synodeledere for at opnå de ønskede resultater.
Dette er ikke kollegialitet eller ægte synodalitet. Det er derimod en lille gruppe af anonyme eliter, der har tommelfingeren på synodens vægt.
Jeg kendte fader John Harvey, oblaten af den hellige Frans af Sales, der grundlagde Courage i New York City i 1980 på opfordring af franciskanerbroderen af Fornyelsen, fader Benedict Groeschel. Siden da er der opstået andre »tjenester« for homoseksuelle (f.eks. Dignity og New Ways Ministry), men de er velkendte afvigere fra Kirkens lære.
Jeg kendte fader Harvey godt. Han boede på DeSales University, hvor jeg var professor i teologi i 19 år. Jeg havde mange samtaler med ham, da jeg søgte hans visdom for at hjælpe mig med at vejlede mine homoseksuelle studerende på den rette måde.
Fader Harvey var især dygtig til at finde den rette balance mellem ortodoks lære og en klog anvendelse af disse læresætninger over for unge mennesker, der ofte befandt sig midt i en krise. Han var en sød, venlig og mild mand, der ikke desto mindre havde en jernvilje og en urokkelig tro, når det gjaldt sandheden om det menneskelige væsen og overbevisningen om, at Kirkens lære ikke var undertrykkende, men tværtimod befriende.
Og netop fordi han havde disse synspunkter, blev fader Harvey udsat for grov og uretfærdig kritik fra mange mennesker i Kirken, herunder mange præster og nonner.
Derfor kan jeg ikke tillade, at den kritik af Courage, der findes i Studiegruppe 9, står uimodsagt. Ikke alene blev Courage ikke inviteret til synoden, men nu har vi den ekstra fornærmelse i form af et »vidnesbyrd« fra en »gift« homoseksuel mand i rapporten, der kritiserer de Courage-møder, han deltog i, for at være »hemmelige« og »skjulte«. Han gør det også klart, at det største problem med Courage er, at organisationens overholdelse af Kirkens lære pålægger homoseksuelle en grusom byrde.
For det første er der meget gode grunde til, at Courage-møderne er »hemmelige«. Det er for at skabe et sikkert rum for mennesker med tiltrækning til samme køn, så de føler sig trygge ved at tale om hvad som helst i et miljø præget af den strengeste fortrolighed. Der er gode grunde til, at skriftemålets tavshedspligt er hellig, og at fortroligheden på psykologens sofa er beskyttet af loven. De samme grunde gælder her.
For det andet: Hvorfor har den synodale studiegruppe valgt udelukkende at fremhæve vidnesbyrd fra »gifte« homoseksuelle mænd, der er kritiske over for Kirkens lære? Det vil jeg svare på for jer, da det er indlysende. Deltagerne i den synodale studiegruppe lobbyer for en ændring af Kirkens lære. Det er derfor, Courage blev udelukket fra synoden, og det er derfor, det er tilladt at organisationen kritiseres uretfærdigt i denne rapport.
Man kunne lige så godt have fremhævet de mange rædselshistorier om unge mennesker, der bliver fanget i den »homoseksuelle livsstil«, og hvordan der findes en subkultur med stofmisbrug og promiskuitet inden for »LGBTQ-fællesskabet«, som selv mange inden for dette fællesskab er imod. Man kunne fremhæve de mange historier om mennesker, der blev ofre for denne subkultur og blev befriet fra den ved at finde Kristus i Kirkens lære og i grupper som Courage.
Jeg tænkte på min ven fader Harvey, da jeg læste denne rapport, og mit blod kogte. Jeg tænkte på mine mange homoseksuelle katolske venner og tidligere studerende, der fandt helbredelse, kærlighed og glæde ved at leve kysk inden for Kirkens sakramentale liv, og mit blod kogte.
For at vende tilbage til synodaliteten er jeg meget overbevist om, at pave Leo vil behandle denne rapport med den velvillige ignorering, den fortjener. Jeg tror, han vil overholde den pavelige kontinuitets etikette og ikke kritisere den offentligt. Men ved at ignorere den vil han i praksis afsløre den som det overfladiske stykke propaganda, som den er.
Endelig, i takt med at pave Leo går videre med planerne for den afsluttende synodale begivenhed om et par år, tror jeg, at hans mange henvisninger til kollegialitet som nøglen til enhver sand synodalitet vil komme til at spille en afgørende teologisk rolle.
Mit overordnede indtryk er, at der nu er rigtige voksne til stede, og at den fjollede legetid er forbi. Derfor må vi alle bede for pave Leo. Han har en stor opgave foran sig.
Af Larry Chapp. 18. juni 2026. Oversat af EWTN Danmark
