Præfekten for Dikasteriet for Biskopper forklarede, hvordan dikasteriet varetager sine opgaver, hvilke egenskaber paven ønsker hos biskopper, og hvad deres rolle i ledelsen af den lokale kirke indebærer.
Præfekten for Dikasteriet for Biskopper, ærkebiskop Filippo Iannone, redegjorde for de grundlæggende egenskaber, der lægges vægt på ved udvælgelsen af kandidater til bispeembedet.
I et nyligt interview med det kroatiske katolske ugeblad Glas Koncila (Koncilets stemme) uddybede Iannone Dikasteriet for Biskoppers rolle og dets samspil med de øvrige dikasterier, som den Romerske Kurie består af.
Han forklarede, at »paven hver dag mødes med biskopper, både enkeltvis og i grupper. På disse møder fremhæver han Kirkens aktuelle prioriteter: evangelisering, omsorg for skaberværket og andre pastorale udfordringer.«
Paven »gentager de grundlæggende kendetegn ved en biskops liv: pleje af sit indre liv, bøn, åbenhed over for andre, vilje til samarbejde og opmærksomhed på de marginaliserede.«
Men »det afgørende forbillede for enhver biskop er fortsat Kristus, den gode hyrde.«
Biskopper har brug for »støtte«
Iannone besøgte Zagreb i Kroatien den 31. maj festdagen for den velsignede Jomfru Marias besøg hos Elisabeth, for at fejre en højtidelig messe til ære for Vor Frue af Stenporten, den kroatiske hovedstads skytshelgen, og føre an i den traditionelle procession gennem byens centrum.
Dagen efter holdt han en »lectio magistralis« (en formel akademisk forelæsning) på Kroatiens katolske universitet, som fejrede sit 20-års jubilæum. Under opholdet i Zagreb gav han interviewet, hvor han tilskyndede folk til at bede »med større overbevisning« for biskopper og præster.
Biskopper »har brug for åndelig og menneskelig støtte«, bemærkede han.
»Kritik kan være berettiget, men er ikke nok: Vi må også hjælpe dem og bede for dem,« understregede han og bemærkede, at »vi nogle gange glemmer, at biskopper også er mennesker med begrænsninger, vanskeligheder og øjeblikke af modløshed.«
Synodalitet er ikke et krav om rettigheder
Iannone understregede, at synodalitet »ikke er et krav om rettigheder«.
»Det er ikke blot et spørgsmål om at gøre krav på retten til at udtrykke sig. Det betyder, at man føler sig som en del af en helhed og påtager sig ansvaret for den. Des mere et menneske lever sin tro ud og deltager i fællesskabets liv, desto mere værdifuld bliver hans eller hendes stemme, fordi vedkommende taler inde fra Kirken og ikke på afstand,« sagde han.
I forbindelse med emnet synodalitet advarede han om, at det kan være vildledende at anvende rent politiske kategorier på Kirken, i betragtning af dens særlige karakter.
Han mindede dog om, at Det Andet Vatikankoncil lærte, at alle døbte har ansvar for Kirkens liv og mission. I den forbindelse bemærkede han, at de troende må påtage sig ansvar, og at de, der leder i kraft af ordinationens sakramente, må give dem mulighed for at udøve dette ansvar.
Han fremhævede, at der findes organer oprettet til dette formål, såsom pastoralråd og økonomiråd. Han mindede ligeledes om, at kirkeretten anerkender de troendes ret og i nogle tilfælde endda pligt til at give udtryk for deres bekymringer og holdninger over for deres hyrder.
Præfekten gjorde det klart, at biskoppen ikke bør bære byrden ved at lede bispedømmet alene; i stedet »må alle de troende tage del i dette ansvar«.
Voksende modvilje blandt præster mod at blive biskopper
Iannone kom også ind på, at præster afslår udnævnelse til biskop. »Jeg havde hørt om dette fænomen før; nu oplever jeg det selv,« erkendte han.
»Jeg tror ikke, at det udelukkende skyldes misbrugskrisen. I dag er en biskops ansvar langt mere omfattende, og nogle præster føler sig ikke forberedte til at påtage sig det. Livet i bispedømmet er blevet mere komplekst, der er færre kald, og kravene til tjenesten vokser hele tiden,« forklarede han.
Dikasteriets rolle for biskopper
Iannone leder Dikasteriet for Biskopper, som har ansvaret for alle spørgsmål vedrørende bispedømmernes oprettelse, liv og virke samt for at finde kandidater til bispeembedet, der derefter forelægges paven med henblik på udnævnelse. Dikasteriet støtter også biskopperne i udøvelsen af deres tjeneste i deres respektive bispedømmer.
Som pave Frans’ apostoliske konstitution Praedicate Evangelium understreger, er samarbejdet mellem dikasterierne et af de grundlæggende kendetegn ved den Romerske Kurie.
Derfor arbejder Dikasteriet for Biskopper tæt sammen med andre organer, såsom Dikasteriet for Gejstligheden og Dikasteriet for Institutter for Gudviet Liv og Selskaber for Apostolisk Liv. Hvert dikasterium har en grundstruktur med en plenarforsamling bestående af alle dets medlemmer, som udnævnes af paven.
»Dikasteriets myndighed ligger hos denne plenarforsamling, som ledes af en præfekt, der med bistand fra en sekretær står for den daglige drift. De vigtigste beslutninger træffes af plenarforsamlingen, hvis medlemmer kommer fra forskellige dele af verden,« forklarede han.
En af de ændringer, pave Frans indførte, er, at dikasteriernes medlemmer ikke udelukkende behøver at være biskopper. Præster, ordensfolk og lægfolk, både mænd og kvinder, kan også være medlemmer.
Dikasteriet for Biskopper »trækker ligesom andre organer i Den Romerske Kurie på samarbejdet med apostoliske nuntier, som kender forholdene i de lokale kirker godt«, bemærkede han.
Inden Iannone tiltrådte sin nuværende stilling, var han præfekt for Dikasteriet for Lovtekster. I interviewet fremhævede han, at den Romerske Kurie »er til for at bistå paven i udøvelsen af hans petrinske tjeneste«.
»Som Peters efterfølger og Kristi stedfortræder har paven ansvaret for at lede den universelle Kirke, en opgave, han ikke kunne varetage alene. Derfor har han brug for medarbejdere, som udgør den Romerske Kurie,« sagde han. Med tiden, tilføjede han, er den Romerske Kurie »blevet stadig mere internationaliseret og specialiseret«.
»Hvert organ stiller sin særlige ekspertise til rådighed for paven for at bistå ham med at træffe beslutninger. Desuden kan enhver troende give udtryk for sine bekymringer over for paven eller et dikasterium,« forklarede han.
De troendes adgang til dikasteriet
»Jeg modtager mange breve fra troende over hele verden, som påpeger problemer i deres bispedømmers liv. Vi vurderer, om bekymringerne er velbegrundede eller skyldes misforståelser. Når de er velbegrundede, forsøger vi at gribe ind for at genoprette roen i fællesskabet. Selvom dikasterierne udefra kan virke fjerne, er de derfor i virkeligheden til tjeneste for paven og lokalkirkerne,« bemærkede han.
Iannone fremhævede også, at mangfoldighed er »en rigdom, når den er forenet med fællesskab«, men advarede om, at den skader Kirken, når den »lukker sig om sig selv«.
»I dag er der stor forståelse for lokale traditioner. I denne sammenhæng gælder stadig det princip, der tilskrives den hellige Augustin: ›I det væsentlige enhed; i tvivlsspørgsmål frihed; i alle ting næstekærlighed.‹ Der skal være enhed om de væsentlige elementer i troen, disciplinen og sakramenterne. På andre pastorale og praktiske områder kan der være forskellighed.«
»Biskoppen har ansvaret for at fremme relationerne mellem de forskellige grupper og korrigere eventuelle afvigelser. Han skal være en fader for hele fællesskabet,« sagde han.
Om balancen mellem lokale hensyn og kirkelig enhed forklarede han, at »Det Andet Vatikankoncil lærte, at den universelle Kirke er til stede i og udspringer af lokalkirkerne. Det betyder, at en lokalkirke fuldt ud er kirke, i det omfang den forbliver i fællesskab med de øvrige kirker og med paven.«
Kvinders bidrag til bispkoppens vurdering
For nuværende, er de kvinder, som er medlemmer af Dikasteriet for Biskopper søster Simona Brambilla, præfekt for Dikasteriet for Institutter for Gudviet Liv og Selskaber for Apostolisk Liv; søster Raffaella Petrini, formand for Den Pavelige Kommission for Vatikanstaten; og den argentinske lægkvinde María Lía Zervino, tidligere formand for Verdensunionen af Katolske Kvindeorganisationer.
Iannone ser positivt på dette: »Selvom jeg kun har ledet dikasteriet i nogle få måneder, har jeg kunnet se disse kvinders værdifulde bidrag – to ordenssøstre og en lægkvinde. De bidrager med forskellige perspektiver og en særlig følsomhed, som beriger skelneprocessen, særligt hvad angår udvælgelsen af kandidater til bispeembedet.«
Han bemærkede dog, at det ikke er en helt ny praksis at rådføre sig med kvinder. »Apostoliske nuntier har i nogen tid rådført sig med forskellige medlemmer af Guds folk, herunder kvinder, under de undersøgelser, der går forud for bispeudnævnelser,« forklarede han.
Denne artikel blev først udgivet af ACI Prensa, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er blevet oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Victoria Cardiel · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
