Værten Jessica Rey fortæller om tro, familie og om at undervise sine børn, mens familien rejser rundt i det katolske Europa.
For de fleste amerikanske familier hører udlandsrejser til sjældenhederne. For Jessica Rey og hendes familie er de en fast del af livet.
Rey og hendes mand, Stephen, tager deres tre børn med rundt i verden som led i en form for hjemmeundervisning, hvor læringen sker gennem rejser. Familien dokumenterer sine rejser i Europa i den nye dokumentarserie ‘Fork in the Road‘ om familie, rejser og mad. Den følger en familie, der underviser deres børn derhjemme, mens de udforsker verdens kulturer gennem lokal mad, tro og historie. Se det på EWTN+ og EWTN On Demand.
Rey, der er skuespiller og virksomhedsejer, sagde, at hun ønskede at få mest muligt ud af sine børns barndom ved at tilbringe så meget kvalitetstid med dem som muligt. Kort efter at hun var blevet gift, fik hun konstateret endometriose og troede derfor, at hun aldrig ville få børn. Da hun blev gravid med sin ældste søn, sagde hun, at hun vidste, at det var en gave fra Gud.
Da tiden kom til at skrive børnene op til skole, var hun og hendes mand tøvende, fortalte Rey. I stedet for at sende dem i skole i Californien, hvor familien boede på det tidspunkt, besluttede de at hjemmeundervise børnene, så de kunne tilbringe mere tid sammen og få større fleksibilitet.
Familien begyndte at rejse rundt i verden og kombinerede onlinekurser med privatundervisning i musik og sprog. På den måde fik børnene et skræddersyet undervisningsforløb med berømte historiske og religiøse steder som baggrund.
Mens en italiensk sommerstorm rasede udenfor, talte Rey med NCR om familiens nye program og livet i Europa.
Hvad var baggrunden for ‘Fork in the Road’?
Vi har begge dobbelt italiensk statsborgerskab, så vi har taget til Europa med vores børn i mange år. Sidste år besluttede vi ganske enkelt: »Ved du hvad? Lad os tage et lille kamerahold med.« Mange spørger os hele tiden: »Hvordan fungerer det? Hvordan gør I? Er det svært? Hvordan lærer børnene noget, når I er væk hjemmefra?« Derfor besluttede vi at filme det og se, hvad der ville ske. Det er en stor velsignelse, at programmet nu vises på EWTN.
Hvad er fordelen ved at rejse til disse steder? Hvorfor ikke blot læse om dem i en bog eller se en video?
Vi lægger vægt på at lære gennem konkrete erfaringer, men vi læser også om tingene i bøger. Alle lærer forskelligt. Mine børn elsker brætspil, og når de får et brætspil, sætter vi os alle sammen, og de prøver at lære mig at spille. De læser instruktionerne op for mig, og min hjerne går helt i stå. Det er, som om de taler et fremmedsprog, for jeg lærer ved selv at gøre det. Jeg oplever, at mine børn ganske vist lærer ved at læse, men at de husker mere, når de lærer ved at gøre det og at se – ved at besøge disse steder.
I første sæson rejser du gennem Portugal, Italien, Kroatien og Østrig. Hvordan valgte du disse steder?
Det er alle sammen steder, vi har besøgt flere gange før. Italien var et oplagt valg, fordi vi har dobbelt italiensk statsborgerskab, og det er det land, vi oftest rejser til. Kroatien fulgte tæt efter, fordi vi har så mange venner dér og også tilbringer meget tid i landet. Det var kun min datter Estella og jeg, der havde været i Portugal, og det var under Verdensungdomsdagen. Jeg syntes, at maden var helt vidunderlig, og dette er et madprogram. Troen er også så levende, og kirkerne er smukke, så vi besluttede at tage landet med. Vi rejste ved juletid, og julemarkederne i Østrig er ganske enkelt svære at overgå.
Hvad skal der til for at planlægge en god uddannelsesrejse for hele familien?
Ofte er der slet ingen plan, især når vi tager til Italien. Vi har en slags overordnet plan. Mine børn er tilknyttet musikkonservatoriet i Italien, så vi ved, at de skal have klaverundervisning, og at de på en bestemt dag skal synge ved en koncert med et bestemt orkester. Der skal være en koncert og en klaverkonkurrence. Det er den slags aktiviteter, der kommer i kalenderen, og så planlægger vi andre ting uden om dem. Men hver dag er forskellig, og de fleste dage ved vi egentlig ikke, hvad vi skal foretage os. Vi står op, og hvis det er en fridag uden klaver- eller sprogundervisning, ser vi, hvad der sker i området, sætter os ind i bilen og kører.
Hvordan inddrager du din katolske tro i rejserne?
Det er meget let i Europa, især i de lande, der er med i første sæson. Det ser ud som om der ligger en kirke på hvert gadehjørne. De fleste af dem står dog tomme, og det er meget trist. Sidst på foråret er der i Italien mange festivaler viet til forskellige helgener – helgener, som vi aldrig før har hørt om.
Er du på dine rejser stødt på steder, som efter din mening bliver underkendte?
Jeg vil helt klart sige Umbrien, som er med i afsnit 2. Folk rejser for det meste til Umbrien for at besøge Assisi, men ellers er regionen ikke kendt for så meget andet. Det er faktisk den eneste region i Italien, der ikke har nogen kyst, og måske er det derfor, folk ikke tager dertil. Men den er så rig på vores tro. Den hellige Rita er der; vi fandt den hellige Veronica Giulianis uforgængelige legeme der; selvfølgelig er der den hellige Frans – og den hellige Klara. Der er stille, og det er dér, man finder alle de lokale festivaler, hvor der ikke er nogen turister, og ingen taler engelsk. Det er helt vidunderligt. Maden er god; alt er friskt og lækkert.
Hvad får dine børn ud af disse oplevelser? Og hvad synes de om at være på tv?
Mine børn har medvirket i tv-programmer og reklamer, siden de lå i livmoderen. Vi har faktisk ikke noget fjernsyn, og det har vi ikke haft, siden Nathaneal var baby. De har set dette program, men de ser ikke særlig meget tv, og de bryder sig ikke om popkultur og alt det der. Det interesserer dem simpelthen ikke, og de ved ikke noget videre om det. Jeg tror faktisk, at de er helt ligeglade med det. Det adskiller sig egentlig ikke fra det, vi hidtil har gjort: at rejse som en familie og hjemmeundervise børnene undervejs. Jeg tror, at nogle mennesker ikke forstår, at programmet opstod helt naturligt af den måde, vi har levet på. Den eneste forskel er, at vi har nogle få ekstra personer med os.
Hvad siger det efter din mening om hjemmeundervisning, at du kan give dine børn den slags oplevelser?
Jeg synes bare, at det er fantastisk. Der findes ikke én form for læring, som passer til alle. Jeg har venner, hvis børn går i skole, fordi det fungerer bedst for dem, andre, hvis børn bliver hjemmeundervist, og atter andre, hvis børn følger et hybridprogram. Jeg synes, at det er vidunderligt, at man både kan se, hvordan ens barn lærer bedst, og støtte barnet i det. For os er rejser ganske enekelt en del af det.
Hvad ville du sige til en, der siger: »Jeg har ikke råd til at tage mine børn med rundt i Europa, så den form for læring gennem rejser fungerer ikke for mig«?
Det handler egentlig ikke om selve rejsen. For os handler det om at tilbringe tid sammen med vores børn. Som sagt var det en af de vigtigste årsager til, at vi fra starten valgte at hjemmeundervise dem. Måske kan du ikke hjemmeundervise dine børn. Måske er det bogstaveligt talt umuligt. Du kan stadig få oplevelser og tilbringe tid sammen med dem. Da vores børn var helt små, købte vi aldrig legetøj til deres fødselsdage. I stedet sagde vi: »Til din fødselsdag må du vælge en oplevelse.« Én gang om året kunne ét af børnene altså vælge en særlig oplevelse. I begyndelsen var det blot: »Lad os tage hen på museet nede ad gaden.« »Lad os tage ud at stå på skøjter.« »Lad os tage i zoologisk have.« Hvor som helst. Efterhånden som børnene blev ældre, blev oplevelserne lidt mere omfattende. Til sin fødselsdag ville Sebastian for eksempel gerne svømme med søkøer, så det gjorde vi ude i naturen. Det handler ikke om at købe flybilletter og rejse jorden rundt. Det handler i virkeligheden bare om at tilbringe den særlige tid alene sammen med hvert enkelt barn.
Af Gemma Flores · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
