Et langvarigt studie af tyske og østrigske klostre tyder på, at en stor del af forskellen mellem mænds og kvinders levetid skyldes mænds livsførelse snarere end biologiske forhold.
Forskellen i levetid mellem munke og nonner forsvinder næsten helt inden for klosteret, og et fællesskabsliv med en livsregel, fastlagte bønner og formål, der bidrager til en vellykket aldring.
Dette er nogle af resultaterne af »Hvorfor munke lever længere end andre mænd: Et indblik i en 30-årig undersøgelse af europæiske klostre«, som Marc Luy fra Wiens institut for demografi ved Østrigs Videnskabsakademi har gennemført. Forskningsprojektet om sundhed, aldring og forventet levetid undersøgte de faktorer, der påvirker sundhed og livslængde, som havde betydning for den såkaldte »vellykkede aldring« – det vil sige et langt og sundt liv. (The German-Austrian Cloister Study)
Forskningen har tiltrukket fornyet opmærksomhed i Europa denne måned, efter at benediktinerbroderen David Steindl-Rast fyldte 100 år den 12. juli, meddelte CNA Deutsch, den tysksprogede søstertjeneste under EWTN News.
Det startede i 1997 med fokus på medlemmer af mandlige og kvindelige ordenssamfund, fordi de lever meget ens og er lette at undersøge. Studiet forklarer at de ligner hinanden i deres dagsrytme mht. kost, levevilkår, tro og mange andre forhold, der påvirker sundhed og levetid.
Omkring 16 600 ordensmedlemmer fra Tyskland og Østrig deltog (mere end 9 000 nonner og resten munke) med nogle enkelte medlemmer bosiddende i Schweiz og Italien. Undersøgelsen omfattede anonyme spørgeskemaer til selvudfyldelse, som blev sendt til mere end 1 100 ordensfolk. Men forskerne gennemgik arkiver helt tilbage til 1890 hos talrige ordensfællesskaber, der kunne bidrage med nyttige data. Der fremkom nogle overraskende resultater.
Ifølge studiet kan omkring ét års forskel i forventet levetid mellem de to køn tilskrives biologiske faktorer. De større kønsforskelle i befolkningens forventede levetid skyldes mænds dødelighed af ikke-biologiske årsager – ikke kvinders lave dødelighed, sådan som man ofte antager.
Undersøgelsen satte også spørgsmålstegn ved den velkendte talemåde: »Kvinder er mere syge, men mænd dør hurtigere.«
Luy opstillede to hypoteser ved projektets begyndelse. For det første er det sådan, at »den generelle vending i forskellene i sygelighed og dødelighed mellem kønnene skyldes, at de faktorer, der spiller en væsentlig rolle for sygeligheden, ikke har særlig stor betydning for dødeligheden, og omvendt.« For det andet er, at det er »meget sandsynligt, at levetiden hænger direkte sammen med det absolutte antal leveår med dårligt helbred«. Det betyder, at »kvinder har højere sygelighedstal, ikke fordi de er kvinder, men fordi de er det køn, der har den højeste forventede levetid.«
Mænd i ordenssamfund lever i gennemsnit omkring fem år længere end mænd uden for klosterlivet, og klosterlivet ser ud til at mindske nogle af de risici, der forkorter livet. Sådanne fællesskaber giver en fast dagsrytme og en struktureret plan for arbejde, måltider og bøn, langvarige relationer, et fælles formål og lignende. Dermed er betingelserne ideelle for både psykisk og fysisk trivsel.
Desuden tager man sig af hinanden i et klosterfællesskab, så fysisk eller mental svækkelse opdages som regel tidligere. Ligeldes mindskes kronisk stress og bøn bidrager til følelsesmæssig stabilitet.
Den centrale person bag projektet, den tyske samfundsforsker Luy, som har arbejdet i Østrig siden 2008, sagde til EWTN News, at det ville være »interessant« at inddrage ordenssamfund fra andre lande. »Det er imidlertid et spørgsmål om ressourcer,« sagde han.
»Ikke desto mindre ville jeg ikke forvente andre resultater end dem, vi har opnået fra adskillige ordenssamfund i Tyskland og Østrig,« tilføjede han.
Men »det at være munk eller nonne betyder ikke nødvendigvis, at man lever et let og fredeligt liv«, sagde den slovakiske ordenssøster Cecília Kasanová til EWTN News.
Den dominikanske søster har i seks år boet i klostret for de hellige Dominikus og Sixtus af Vor Frue af Rosenkransen i Rom. Klostret opbevarer det gamle Mariaikon kendt som »Advocata«, som den hellige Dominikus bar gennem Rom.
Selv om hun medgav, at en afbalanceret livsførelse kan påvirke levetiden, gennemgik »berømte munke og nonner, der blev meget gamle lidelse, krig, forfølgelse på grund af deres religiøse tro eller fængsling«. Søster Cecília sagde, at hun synes, det er »fantastisk«, at disse munke og nonner »havde styrken til at holde ud og ikke give op«.
Hun anerkendte det gode ved en dag, der er jævnt opdelt i stunder med stilhed: personlig bøn, studier, arbejde, daglig messe, regelmæssig skriftemål og fælles måltider. Der er også stunder, hvor de taler sammen, f.eks. ved fællesskabsmøder og fester, samt tid til at slappe af og tage imod besøgende ved indgangen.
Desuden kan et gudviet liv i et nonnefællesskab gøre livet bedre for de besøgende, bemærkede søster Cecília. Det er »en stor gave for mig personligt, for Kirken og for verden«, fordi »vi lever udelukkende for Herren« og beder for dem, der kommer. Disse troende »får det ofte bedre, fordi der bliver lyttet til dem, de bliver mødt, og ved, at de ikke står alene med det, de oplever, fordi vi ledsager dem med bøn«, pointerede hun.
Et klosterliv viser således, at vi bør »sætte Gud først«, fordi han »giver mening til alt, hvad vi gør, og hvem vi er. Han er vores Gud og samtidig en trofast ven«, sagde den slovakiske nonne.
I et brev, der er dateret 16. juli og offentliggjort af Vatikanet 22. juli, skrev pave Leo XIV i anledning af 70-årsdagen for den amerikanske konference for mandlige ordenssamfunds øverste foresatte. Han opfordrede dem til at betragte fællesskabslivet »som et sted for helliggørelse og en kilde til inspiration, vidnesbyrd og styrke i jeres apostolat«.
Ifølge paven, som selv tilhører augustinerordenen, »er det netop ved at dele alt i fællesskab – herunder materielle goder, åndelige erfaringer, apostolske idealer og velgørenhedsarbejde – at den skjulte tilstedeværelse af den opstandne Herres bliver gjort synlig blandt jer«.
Af Bohumil Petrík · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
