ANALYSE: Ceuta viser, hvordan migrationsstrømme kan blive effektive redskaber til politisk pres og manipulation.
Billederne gik verden rundt og skabte debat, memes og desinformation. Tusinder – faktisk titusinder – af unge mænd strømmede ind i den spanske by Ceuta i Afrika på Marokkos kyst. Det blev fremstillet eller modsagt som en historie om ukontrolleret migration; og begivenhederne i Ceuta er bestemt en del af denne fortælling, men der er meget mere bag historien.
Ceuta og den anden spanske by på Afrikas kyst, Melilla, er ikke »besatte områder« – i hvert fald ikke ifølge folkeretten og FN. De har aldrig været genstand for debatter om afkolonisering, og Kongeriget Marokko har historisk og juridisk – om end meget modvilligt – anerkendt dem som spansk territorium.
Begge byer er historiske levn fra en politisk, religiøs og demografisk virkelighed, der eksisterede i århundreder. Der var en tid med både politisk og religiøs enhed mellem Middelhavets nordlige og sydlige kyster . Denne enhed blev først skabt af Romerriget og siden af Den katolske Kirke.
De islamiske erobringer i det 8. århundrede ødelagde denne enhed, men helt op i det 20. århundrede levede titusinder af katolikker af latinsk oprindelse (spansk, italiensk, fransk og maltesisk) fredeligt på den nordafrikanske kyst – i Oran, Algier, Tunis, dele af Libyen og Alexandria i Egypten. Alle disse grupper af indvandrere, som havde været bosat der i generationer, blev drevet væk i det 20. århundrede. De flygtede (fra Algeriet) eller blev fordrevet (fra Tunesien, Libyen og Egypten) af nationalistiske regeringer. Kun de spanskstyrede byer Ceuta og Melilla består som katolske byer.
Overalt i Nordafrika kan man se de fysiske spor efter denne engang fast forankrede katolske befolkning, ofte i form af kirker, der er omdannet til moskéer. Men nogle gange blev kirkerne omdannet til skoler eller politistationer eller efterladt til forfald.
I Tunesien blev den imposante katedral St. Louis of Carthage (indviet i 1884) omdannet til en koncertsal. I Port Said i Egypten blev den latinske katedral siden overdraget til de indfødte koptisk-ortodokse kristne. Enkelte bygninger er fortsat i katolsk brug.
I det tidligere italiensk-tunesiske kvarter La Goulette – hvor skuespillerinden Claudia Cardinale voksede op – ligger den hvidkalkede kirke St. Augustin and St. Fidele fra 1838. Her fejres messen på fransk, engelsk og spansk. Størstedelen af den lille menighed består af afrikanere fra landene syd for Sahara, som opholder sig midlertidigt i Tunesien og forsøger at komme til Europa.
Den spanske katolske befolkning i Ceuta og Melilla (begge byer har omkring 80 000 indbyggere hver og er stadig overvejende katolske, selv om andelen er faldende) er større end det samlede antal katolikker, der i dag bor i Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen. Migranttilstrømningen til Ceuta i slutningen af juli blev årsag til aflysning af en uges festligheder i august til ære for vor Frue af Afrika, byens skytshelgen. Hendes gotiske billede fra det 14. århundrede blev bragt dertil af den portugisiske prins Henrik Søfareren i 1421. Selv om festlighederne blev aflyst, forventes det fortsat, at hendes billede bæres i procession gennem byen den 5. august, der er hendes festdag.
den anden skjulte historie om migrantkrisen i Ceuta – som ikke ligefrem er skjult, men chokerende og foruroligende – er den forvrængede information. Der har været hektiske onlinekampagner i forbindelse med hændelsen, og ikke kun i én retning, men i flere.
Den første online koordinering på WhatsApp og Facebook tilskyndede tusindvis af unge marokkanere til at søge mod byen. Det er stadig ikke helt klart hvem der stod bag, om det var den marokkanske regering, menneskesmuglerbander eller islamistiske modstandere af regeringen – eller om det var en kombination heraf. Spanien gav officielt menneskesmuglerbanderne skylden. Andre gav Marokko skylden, mens atter andre pegede på den spanske venstrefløjsregerings kyniske, indvandrervenlige politik.
Den anden online kampagne der havde forbindelse til begivenhederne i Ceuta. Den blev fremmet af den yderste venstrefløj, nogle højre ekstremistiske nationalister samt tilhængere af Iran og andre islamister. Kampagnen forsøgte at give Israel og USA skylden sammen med Marokko. Ifølge konspirationsteorien er de tre lande modstandere af den spanske premierminister Pedro Sánchez’ »pro-palæstinensiske« eller »antiimperialistiske« politik og forsøgte at vælte hans regering ved at slippe store mængder migranter løs. Både Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, og den amerikanske influencer fra den yderste venstrefløj Hasan Piker fremførte denne udlægning – førstnævnte forsigtigt, sidstnævnte åbent. I takt med den globale antisemitismes fremmarch synes en antisemitisk udlægning af næsten enhver sag at være blevet rutine.
Selv om det er sandt, at nogle meget internetaktive israelere eller jøder i Vesten har frydet sig over Spaniens vanskelige situation, har den israelske regering stort set ikke gjort det. Israel oplevede dog det uskønne skue, at landets ambassadør i Madrid måtte korrigere de ubeherskede udtalelser fra landets FN-ambassadør. Og det er naturligvis ikke noget nyt, at tusindvis af migranter søger mod Ceuta; det skete i 2021, da mere end 10 000 mennesker krydsede grænsen inden for 24 timer. Spanien under socialisterne er generelt ikke særlig optaget af grænsebeskyttelse, og landet har fået et fortjent ry som det »svage led« i Europas bestræbelser på at kontrollere migrationsstrømmene.
Udfordringen med Spaniens utætte grænser er heller ikke begrænset til Marokko. I løbet af de seneste 18 måneder er mere end 11 000 migranter ankommet i små både fra Algeriet til de spanske Balearer, mens flere tusinde andre, hovedsageligt fra lande syd for Sahara såsom Senegal og Mali, er gået i land på De Kanariske Øer. Den spanske regering anbringer de ankomne på turisthoteller og transporterer dem derefter til fastlandet.
Nylige pavebesøg i Spanien og på Lampedusa har understreget Kirkens store engagement i spørgsmålet om migranter og behandlingen af dem. Men Ceuta viser også, hvor let migrationsstrømme kan bruges, og bliver brugt som våben; ikke kun af de lande, der fremmer dem, men også af modtagerlandene; af kyniske politikere, af nationalstater og ondsindede aktører, der er interesserede i at skabe kaos og nedkæmpe deres modstandere på enhver mulig måde.
Af Alberto M. Fernandez · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
