Kommentar til søndagens evangelium af Hans Excellence biskop Francesco Cavina.
Af Hans Excellence biskop Francesco Cavina, emeriteret biskop af Carpi
De ord, vi har hørt i anden læsning under denne hellige messe, er på en måde selvbiografiske. Den hellige Paulus skriver ikke til filipperne fra trygge og behagelige omgivelser, men fra fængslets mørke, hvor han på egen krop oplever lidelsens byrde. Netop derfor får hans ord en særlig styrke og dybde: »Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud« (Fil 4, 6). Paulus kender angsten, han kender bekymringen, og han kender den byrde, som misforståelser og forfølgelser på grund af troen medfører. Han ved, at angsten kan lamme handlekraften og slukke glæden. Hvad kan vi da gøre, når uroen tynger og synes at fylde hele vores hjerte?
Den hellige Paulus peger på en vej, der er åben for alle: bønnen. Det er en spontan, enkel og vedholdende bøn, hvorigennem vi lærer at lægge den byrde, vi bærer på skuldrene, i Guds hænder. Det er en konkret måde at sige: »Herre, jeg vil ikke længere bære denne byrde alene; jeg betror den til dig.« Denne bøn, der udfolder sig som anmodning og bønfaldelse, finder sin fuldendelse i taksigelsen. Når vi lærer at standse op og takke Gud, forsvinder hindringerne ikke, og vanskelighederne hører ikke op, men vores blik forandres: Vi betragter ikke længere livet alene ud fra det, vi mangler, men lærer også med taknemmelighed at se alt det, vi har fået skænket.
Af denne tillidsfulde overgivelse udspringer ifølge den hellige Paulus en fred, som verden ikke kan give, fordi den ikke kender den: »Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og jeres sind i Kristus Jesus.« Det er værd at standse op ved det udsagnsord, apostlen bruger: »vil bevare«. Guds fred er ikke blot psykologisk ro eller fravær af problemer. Den virker som en vagtpost, der beskytter vores hjerte mod fortvivlelse og holder vores sind fast i Kristus, selv når alt omkring os synes at vakle.
Men den hellige Paulus går endnu videre. Efter at have talt om bønnen og freden opfordrer han os til at give vores tanker næring: »Alt, hvad der er sandt, ædelt, retfærdigt, rent, elskværdigt og agtværdigt, alt, hvad der er dydigt og fortjener ros – det skal I tænke på.« Med disse ord minder apostlen os om, at også sindet har brug for at blive dannet og værnet om. Vi kan give nag, mistænksomhed, banalitet, ondskab og had plads i vores tanker; eller vi kan vælge at nære vores liv med det, der er sandt, smukt, retfærdigt, rent, godt og værd at elske. Vi må ikke glemme, at det, vi dyrker i vores tanker, lidt efter lidt former vores måde at leve på. Derfor indebærer det kristne liv også, at vi dagligt værner om hjertet og sindet ved at udøve de menneskelige og overnaturlige dyder.
Nu tilføjer den hellige Paulus et afgørende punkt: »Før dette ud i livet.« Efter at have lært os at bede, at betro os til Gud og at værne om vores tanker beder han os om at lade alt dette blive konkret virkelighed i vores liv. Den kristne fred kan nemlig ikke blot forblive en indre følelse. Den må blive en livsform – en ny måde at møde vanskeligheder og forholde os til andre på.
Og netop når freden bliver til levet liv, går apostlens ord i opfyldelse: »Fredens Gud vil være med jer.« Den kristne fred er i grunden ikke blot fravær af uro; den er et nærvær. Det er Kristus selv, der bor i vores liv. Han er vores fred. Som i apostlenes båd kan havet omkring os komme i oprør, vinden kan blæse kraftigt, og bølgerne kan synes større end vores kræfter. Men troen minder os om én afgørende ting: Vi er ikke alene i stormen. Kristus er med os. Og hvis han er i vores båd, har selv det vildeste hav ikke det sidste ord.
Af S. E. Mons. Francesco Cavina, Vescovo emerito di Carpi · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
