KOMMENTAR: Trump-administrationen og pave Leo ønsker fred i det krigshærgede land. Kan deres diplomati skabe det, som både de og det hårdt prøvede libanesiske folk søger?
Præcis tre måneder efter, at pave Leo XIV den 2. december forlod Libanon som fredsbudbringer, blev landet kastet ud i krig.
Men Libanons indtræden i krigen mellem USA, Israel og Iran kom ikke ud af det blå. Faktisk modstod terrorgruppen Hizbollah i omkring 48 timer opfordringen fra sine iranske herrer til at slutte sig til konflikten.
Hizbollah var allerede blevet hårdt ramt under Hamas-krigen 2023-2025. I konflikten i 2026 havde både USA og Israel gennem betroede mellemled sendt budskaber, som opfordrede gruppen til at holde sig ude af denne krig. Til sidst kunne Hizbollah ikke modstå Irans pres, selv om meningsmålinger viste, at de fleste libanesere ikke ønskede, at Libanon skulle inddrages i endnu en krig.
Tre måneder efter, at denne seneste konflikt begyndte, er Libanon stadig i krig – ikke som følge af en beslutning fra Libanons regering, men på grund af handlingerne fra en tungt bevæbnet, udenlandsk finansieret milits, som står uden for regeringens kontrol.
Hizbollahs krig med Israel har påført landet store lidelser. Omkring en fjerdedel af befolkningen (1,4 millioner mennesker) er blevet fordrevet. Mere end 3.500 mennesker er blevet dræbt – mange af dem Hizbollah-krigere, men også mange civile.
Israel har erklæret 14 procent af Libanon, navnlig den sydlige del, hvor de to lande deler grænse, for »ikke-civile zoner med fri beskydning«, hvilket betyder, at enhver bevægelse i disse områder er yderst farlig. Omkring tolv kristne libanesiske civile er blevet dræbt i den sydlige del under netop sådanne omstændigheder. Den 1. juni blev dr. James Karam og hans to børn, Tony og Theodosia, dræbt i et israelsk dronangreb, da de vendte hjem til deres landsby efter universitetseksamener i Beirut.
Trump-administrationen fortjener ros for at have søgt at redde Libanon ved at presse den libanesiske og den israelske regering til at forhandle direkte for første gang i 46 år. Forhandlingerne er et håbefuldt tegn. De synes at have ført til reelle fremskridt, som det fremgår af den fælles erklæring fra 3. juni efter det trilaterale møde mellem USA, Libanon og Israel i Washington. Som analytikeren Toni Nissi bemærkede, sætter erklæringen endelig »suveræniteten i centrum for den diplomatiske proces«.
Men på kort sigt afhænger muligheden for at sikre en våbenhvile i Libanon i virkeligheden ikke af den libanesiske stat, men snarere på de aktører, der kan forpurre den – Hizbollah og Iran.
Man kan sige, at Libanon står over for tre spor mod fremtiden.
1. Hizbollah/Iran-sporet søger frem for alt at bevare Libanon som sted for affyringsrampe for raketter og droner mod Israel og at fastholde den katastrofale status quo, hvor landet når som helst kan blive kastet ud i krig på grund af beregninger foretaget i Teheran. Libanons præsident, Joseph Aoun, tog dette problem op i et nyligt CNN-interview, hvor han sagde til Iran: »Det er ikke jeres land, det er vores land.« Han tilføjede, at libaneserne »har fået nok, og vi ønsker at leve i fred«, og at »de fortjener ikke at se deres hjem blive ødelagt hvert femte til tiende år«.
Ikke helt så ødelæggende som »Hizbollah/Iran-sporet« er den 2. udspekulerede dagsorden, som Saudi-Arabien og flere andre sunnimuslimske arabiske og muslimske stater arbejder for. Den går i det væsentlige ud på at »holde Libanon i spil« med henblik på en fremtidig stor aftale ved at blokere for en langsigtet fredsaftale. I en vis forstand søger den at ofre Libanon i dag for en form for omfattende aftale mellem israelske, palæstinensiske og arabiske regimer i morgen.
Saudierne frygter, at hvis Libanon nu indgår en separat fred med Israel, sådan som Egypten og Jordan gjorde, vil det senere svække Saudi-Arabiens, Qatars, Tyrkiets og andres mulighed for at lægge pres på den jødiske stat. I dette scenarie betaler Libanon stadig prisen nu – en ganske høj og ironisk pris i betragtning af den rolle, som den palæstinensiske sag spillede i udløsningen af den libanesiske borgerkrig 1975-1990.
Kun det 3. spor, det amerikansk-israelske, tilbyder Libanon et potentielt anderledes perspektiv end den nuværende dystre virkelighed, et perspektiv, der søger at styrke den libanesiske stat og genoprette dens suverænitet nu. Ja, Israel vinder også i dette scenarie ved at opnå ro langs sin nordlige grænse og fred med sin nabo. Men i bedste fald ville Libanon her opnå noget, der hidtil har været helt uden for rækkevidde: et brud med den vedvarende »krig-ødelæggelse-pause-krig-ødelæggelse-pause-krig«-mekanisme, som Iran og Hizbollah har skabt.
Men i betragtning af Hizbollahs åbenlyse uforsonlighed og statens svaghed skal der mere til for at frembringe en løsning. Som Nissi har understreget, »råder Libanon alene muligvis ikke over de politiske, militære, økonomiske eller diplomatiske ressourcer, der kræves« for at indgå en sådan aftale.
En meningsmåling blandt libanesere i maj 2026 viste, at ikke blot de kristne, men også Libanons drusere og sunnimuslimer går ind for at afvæbne Hizbollah og skabe en form for fred med Israel. Ikke overraskende gør et stort flertal af shiamuslimerne – som er Hizbollahs vigtigste tilhængerer og modtagere – det ikke.
Maronitiske bisperåd opfordrer til neutralitet
Både den maronitiske katolske patriark og det maronitiske bisperåd i Libanon har støttet forhandlinger. Rådet opfordrede for nylig til libanesisk neutralitet, fredsforhandlinger med Israel »med arabisk og international støtte« og en tilbagevenden til våbenstilstandsaftalen fra 1949. »Folkets prioriteter er ikke væbnede konflikter, men sikkerhed, stabilitet og genoprettelse af livsgrundlaget,« fastslog rådet.
En central del af en sådan fred vil være den rolle, som Libanons væbnede styrker (LAF) spiller – en vaklende institution med en tvivlsom ledelse. En anden svaghed ved dette spor er, at USA og Israel ikke er helt på linje, når det gælder Libanon. På grund af den seneste offentlige uenighed og kritik mellem Vatikanet og Det Hvide Hus om Iran glemmes det ofte, at Trump-administrationen og pave Leo XIV ikke står langt fra hinanden – i hvert fald ikke, når det specifikt gælder Libanon.
Paven taler om fred i Beirut
I sin afskedstale i Beirut den 2. december sagde paven, at »væbnet kamp ikke gavner. Våben er dødbringende, mens forhandling, mægling og dialog er konstruktive. Lad os alle vælge freden som vej og ikke blot som mål!«
Libanon står i dag både på randen af endnu mere ødelæggelse og på tærsklen til en vej mod en radikalt anderledes og fredelig fremtid, som har været uden for landets rækkevidde i årtier. Kan Trump opnå det, som både han og paven ønsker sig dér?
Af Alberto M. Fernandez · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
